Lov om udbetaling af erstatning fra staten til ofre for forbrydelser
Lov nr. 69 af 10. marts 1995 om udbetaling af erstatning fra staten til ofre for forbrydelser som ændret ved lov nr. 144/1995
Stk. 2. Nærværende lov gælder ligeledes om legemsbeskadigelser som følge af at den skadelidende hjalp politiet ved anholdelse, foretog borgerlig anholdelse eller forhindrede en strafbar handling.
Stk. 2. Såfremt den skadelidende dør af følgerne af en forbrydelse ydes erstatning til dækning af passende begravelsesomkostninger og erstatning for tab af forsørger.
§3. Statens yder erstatning for svie og smerte. Skadelidende har dog ikke ret til erstatning for svie og smerte, såfremt forbrydelsen udelukkende vedrører kapitel XXV i straffeloven.
§4. Staten yder erstatning for skade på løsøre, som en person forvolder med sine handlinger, såfremt vedkommende:
1. afsoner fængselsstraf,
2. er anholdt med henblik på at blive sat i eller er i varetægtsfængslet,
3. er indlagt på sygehus mod egen vilje, i medfør af Myndighedsloven §13 eller
4. er indlagt på en statslig institution mod egen vilje i medfør af Lov om beskyttelse af børn og unge.
Stk. 2. Erstatning ydes for skade, der er forvoldt på en institutions område eller under ophold uden for institutionen med tilladelse eller i forbindelse med flugt.
Stk. 3. I særlige tilfælde kan der ydes erstatning for skade på løsøre forvoldt af en person, såfremt vedkommende er flygtet fra en institution i Danmark, Finland, Norge eller Sverige, der svarer til dem, der er anført i stk. 1.
§5. Erstatning ydes ikke i medfør af denne lov
1. til myndigheder eller offentlige institutioner,
2. når både skadevolder og skadelidende, da forbrydelsen blev begået, midlertidigt eller i kort tid opholdt sig her i landet.
Stk. 2. Ansøgning om erstatning skal være erstatningsudvalget i hænde senest to år efter at forbrydelsen blev begået.
Stk. 3. Der kan, når ganske særlige grunde taler herfor, dispenseres fra stk. 1. og 2.
§7. Erstatning for en enkelt handling udbetales ikke medmindre kravets hovedstol beløber sig til mere end ISK 100.000.
Stk. 2. Af tildømte eller fastsatte erstatninger inklusive renter betaler staten ikke højere beløb end:
a) ISK 250.000 for skade på løsøre.
b) ISK 2.500.000 for legemsbeskadigelse,
c) ISK 600.000 for svie og smerte,
d) ISK 2.500.000 for tab af forsørger.
§8. Udover hvad der er fastsat i nærværende lov gælder ved fastsættelse af erstatning almene regler om skadevolders erstatningsansvar, herunder nedsættelse eller annullering af erstatning på grund af skadelidendes eller afdødes egen skyld i skaden eller egen risiko. Ved vurdering af hvorvidt erstatningen i denne henseende skal nedsættes eller annulleres kan der tages hensyn til skadelidendes eller ansøgers optræden før, under begåelse af og efter forbrydelsen.
Stk. 2. Erstatning for løsøre i henhold til §4 kan nedsættes eller annulleres såfremt skadelidende med forsæt eller uagtsomhed har øget risikoen for skade ved at undlade at træffe almindelige sikkerhedsforanstaltninger. Det samme gælder såfremt løsøre ikke har været forsikret, forsåvidt det i almindelighed har kunnet forventes af skadelidende.
§9. Erstatningen skal udbetales til skadelidende i medfør af denne lov selv om det ikke vides, hvem der er skadevolder, hvorvidt han er utilregnelig, eller ikke kan findes.
§10. Fra det fastsatte erstatningsbeløb skal trækkes ydelser, som skadelidende har modtaget eller aftalt at modtage fra skadevolder, ydelser, der hører under socialforsikringen, løn under sygdom, pensionsydelser eller erstatning fra et forsikringsselskab. Det samme gælder om anden økonomisk bistand, som skadelidende har fået eller har ret til som følge af skaden.
Stk. 2. Tredje parts krav over for skadelidende betales ikke.
§11. Når et erstatningskrav er endelig fastsat ved dom, skal erstatningen ydes i form af det beløb, retten har fastsat, jf. dog bestemmelser i §7, §8 stk. 2 og §10 stk. 1.
Stk. 2. I særlige tilfælde kan erstatningsudvalget fravige bestemmelserne i stk. 1, f.eks. hvis det med rette må formodes, at skadelidendes skade ikke fuldtud oplyst, da sagen blev behandlet ved retten.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke i det omfang skadevolderen anses for at have anerkendt kravet eller størrelsen af kravet under sagens behandling.
§12. Når skadelidende har forelagt erstatningsudvalget sin anmodning om udbetaling af erstatning og kravet er til behandling i en retssag mod skadevolder, eller der er afsagt dom om kravet i underret, kan erstatningsudvalget udsætte afgørelsen om ydelse af erstatning indtil endelig dom foreligger.
Erstatningsudvalget træffer afgørelse om udbetaling af erstatning.
Stk. 2. Erstatningsudvalget består af tre personer, som justitsministeren udpeger for fire år ad gangen. Ministeren udpeger en af dem som formand og tre suppleanter.
Stk. 3. Udvalgets medlemmer og disses suppleanter skal opfylde betingelserne for at blive fastansat som herredsretsdommere. Om udvalgsmedlemmernes habilitet til at behandle sager gælder regler om dommeres særlige habilitet.
Stk. 4. Justitsministeren udsteder en bekendtgørelse om udvalgets forretningsorden.
§14. Erstatningsudvalget kan afkræve skadelidende enhver form for oplysninger, der efter udvalgets mening er nødvendige ved behandlingen af dennes ansøgning, herunder er det udvalget tilladt at indkalde skadelidende til møde med udvalget. Udvalget kan ligeledes afkræve andre, der evt. kender til sagens omstændigheder, oplysninger.
Stk. 2. Når der er tale om legemsbeskadigelser, kan udvalget anmode om, at skadelidende undersøges af en læge. Det er udvalget tilladt at få udleveret en kopi af skadelidendes sygejournal, såfremt dennes samtykke foreligger.
Stk. 3. Udvalget kan kræve at afhøringer finder sted under en dommers tilstedeværelse.
Stk. 4. Såfremt skadelidende ikke inden for en bestemt frist opfylder udvalgets ønsker om fremlæggelse af bestemte oplysninger eller materiale, kan udvalget afslutte behandlingen af en sag på grundlag af de foreliggende akter.
§15. Omkostninger ved behandlingen af en sag i erstatningsudvalget, herunder i forbindelse med undersøgelsen, der er nævnt i §14 stk. 2, betales af staten.
Stk. 2. I særlige tilfælde, såsom på grund af ansøgerens økonomiske forhold, kan udvalget træffe beslutning om, at ansøgeren delvis eller fuldtud skal få godtgjort omkostninger, som han eller hun har måttet påtage sig i anledning af sagen.
§16. Erstatningsudvalgets afgørelse er sagens endelige administrative afgørelse.
§17. Når en ansøger har givet forkerte oplysninger eller holdt oplysninger skjult, der har betydning for afgørelsen om ydelse af erstatning, kan skadelidende afkræves det beløb, han under falske forudsætninger har fået udbetalt.
Stk. 2. Endvidere kan skadelidende afkræves tilbagebetaling af erstatning, såfremt han senere har fået sin skade erstattet på anden vis.
§18.
Politiet har pligt til at vejlede skadelidende om dennes ret til erstatning i henhold til nærværende lov.
§19. Såfremt staten yder erstatning i henhold til nærværende lov, erhverver staten skadelidendes rettigeheder over for skadevolderen i forhold til erstatningsbeløbet.
§20. Nærværende lov træder i kraft den 1. juli 1996 og gælder om skader, der skyldes forbrydelser, der blev begået den 1. januar 1993 eller senere.
Ansøgning om erstatning for skade som følge af en forbrydelse, der er begået før den 1. juli 1996 skal være erstatningsudvalget i hænde senest et år efter lovens ikrafttrædelse.
Et krav over for staten vedrørende en handling, der blev begået inden nærværende lovs ikrafttrædelse, tilskrives først renter fra og med den 1. juli 1996.
Justitsministeren skal hvert år indtil udgangen af år 2000 over for Altinget redegøre for udgifterne, som nærværende lov medfører.