Ögmundur Jónasson
Justits- og menneskerettighedsminister

Kære kampdeltagere,

Til lykke med konferencen og også dette eksemplariske initiativ som den islandske kvindebevægelse har taget for at endnu en gang indlede en kvindestrejke eller en kvindefridag.

I sin tid da kvinderne strømmede til en demonstration på Lækjartorg – torvet i Reykjavíks centrum – i året 1975 blev der fremsat meget klare retfærdighedskrav som i daværende atmosfære og tid fandtes at være radikale og helt ude af billedet.  Sådanne aktioner er dog ikke ikke alene begrænset til kvinders bekæmpelse, idet de gør sig gældende  i hvilken som helst retfærdighedsbekæmpelse, hvor de som mener at de er privilegerede føler at de er truede af andre som ønsker at opnå de samme privilegier.

I demonstrationen i året 1975 blev fokus sat på den forskelsbehandling som kvinder følte at var den største, nemlig at de skulle oppebære lige løn som mænd på arbejdsmarkedet. Lønforskellen da var langt større end i dag, og såvel lønnet som ubelønnet arbejde hos kvinder blev ikke vurderet særlig højt.  Men der er meget sket siden dette var, men alligevel er der stadig en lang vej at gå, indtil der kan opnås lige løn i arbejdsmæssigt henseende mellem kønnene.

Jeg som står her har to hatte.  Den som jeg har på i dag er hatten som tilhører justits- og menneskerettighedsministeren, men den anden tilhører trafik- og socialministeren.  I den sidstnævntee funktion har jeg samt flere mænd været til stede når en ny tunnel skal åbnes eller en ny vejstrækning skal invies ved en højtidelig ceremoni. Jeg har endda siddet bag styrepindene i en gravemaskine, som jeg vel at mærke har meget ringe kendskab til, for at tage et skovlstik til et nyt anlæg, ikke med en spade, men med en gravskoskovl. Pressen møder op og tager billeder af mig og de andre mænd. Præcis på samme tid er der diskussion i Altinget om bevillinger til sundhedsvæsenet, med forslag om store nedskæringer, hvilke ville føre til masseopsigelser. Og hvem er det så som vil tabe deres stillinger?  Det er kvinder i lavtlønnede stillinger. Og hvem vil så rykke ind og overtage helbredssystemets opgaver? For største delen bliver det kvinder som udfører ulønnet arbejde.

Vi står over for den kendsgerning nu 35 år efter at kvindefridagen blev fejret for første gang i Island. Denne gang vil vi ikke rette projektøren mod kønnenes lige stilling, men derimod bekæmpelsen af seksuel vold. Så sætter jeg som justitsminister hatten på igen, og ikke mindst som menneskerettighedsminister, idet dette er ét og det samme embede.

Når man tiltræder en ministerpost er det meget nemt at føle afmagt overfor store og små sagsområder som man har fået betroet. Og så kan det i nogle tilfælde være fristende at tro at man ikke har mange muligheder for at foretage noget som helst for at udbedre situation på visse områder.  At systemet er nedsurret i fast rammer, hvor alle mulige ændringer og løsninger er blevet prøvet. Men hvis man går med til sådan noget, så svigter ministeren sine pligter.

I de sidste uger og dage har jeg sat mig godt ind i det sagsområde som handler om seksuel vold mod kvinder og børn, ikke mindst efter et vellykket besøg hos Stígamót i sidste uge. Det blev specielt påpeget hvor lav procentdel af voldtægtssager bliver anmeldt og også hvor sjældent sagerne ender med domfældelse. Disse oplysninger tager jeg meget alvorligt.

-  -  -   -   -

Medens jeg var sundhedsminister blev jeg nogle gange spurgt om det ikke ville være mere naturligt hvis ministeren på dette område var uddannet eller havde joberfaring som læge, for eksempel. Hertil svarede jeg altid og havde det samme svar:

“ Er det ikke lige godt hvis ministeren har været patient? Er det ikke lige godt hvis ministeren har prøvet det system som han skal styre?”

Ministeren for helbredsanliggender tager sig sandelig af de ansatte i helbredssystemet. Han skal tage sig af sygeplejere, sygeplejersker, læger og jordemødre. Men hans største ansvar ligger dog overfor dem som trænger til brug af helbredstjenesten. Overfor patienten med kræft, den fødende moder, barnet med huller i tænderne. Jeg ser mine pligter som justits- og menneskerettighedsminister i nøjagtig det samme lys. Jeg er ministeren for asylsøgeren som drives fra det ene land til det andet, indvaliden som vil søge sin ret men har ikke råd til det, og jeg er minister for den person som er blevet voldtaget.

Jeg syntes at min kollega, justitsminister Knut Storberget i Norge, udtrykte det på en fin måde da han svarede på et spørgsmål fra en læser i den norske avis VG, der blev stillet i forbindelse med rapportage om kvinder der blev myrdet af deres ægtefæller. Spørgsmålet lød:  “Nå har alle menn blitt i løpet av forholdsvis kort tid blitt stemplet som tikkende voldsbomber og drapsmenn af landets to største aviser. Som justisminister, nå skal du vise litt ryggrad i forhold til den rabiate feminismen som feier over landet?”

Storberget svarede: “Dette er å snu problemstillingen helt på hodet. Ryggrad skal vi ha, og det har jeg. Feminismen har bidratt til å kaste lys over denne alvorlige kriminaliteten. Straffeloven og straffesystemet har i stor grad vært utformet av og for menn.

Vi menn må på banen, tage ansvar og bruge vores magt for at gøre noget her. Ja, rygrad!“

I Island hører vi også stemmer om at selve debatten om retshåndhævelsessystemets magtesløshed over for vold, er et problem i sig selv. Jeg er ikke blandt disse. Som en menneske i samfundet tager det mig tungt at måtte se i øjnene at i Island finder hundredetals af voldtægter sted hvert år medens domfældelser er meget få. Det kunne være en behagelig løsning at fornægte problemet eller prøve at forskønne virkeligheden. Men dette ville ikke føre os noget videre.

Tilsyneladende værgrer kvinder, og i nogle tilfælde også mænd, som er blevet udsat for seksuel vold, sig ved at søge sin ret. Grundene herfor er sikkert forskellige og her i rummet er der helt bestemt mange personer som kender bedre til dette end jeg gør. Jeg for min del vil påtage mig ansvaret så godt jeg kan. Og jeg er overbevist om at vi kan gøre større anstrengelser. Det ville også være meget underligt af en mand i min stilling, hvis han mente at statistikken jeg nævnte er acceptabel og naturlig. Det det ville være endnu mere underligt hvis jeg ville påstå at vi ikke kunne gøre en indsats.

I denne forbindelse vil jeg påpege at man har opnået en langt større bevidsthed om seksuel vold i de sidste år og årtier. Det er ikke så længe siden at der blev ikke snakket om seksuel vold.  De kvinder og børn som stod frem og fortalte om de misgerninger de var blevet udsat for, blev mødt med fordømmelse og i nogle tilfælde blev alle midler brugt for at bringe deres oplevelser til tavshed.  Heldigvis er dette gået i en bedre retning. Børn som bliver udsat for vold møder langt størrre forståelse end før. Derimod findes der fortsat svage spor af fordømmelse overfor kvinder – og i nogle tilfælde overfor mænd – som er blevet udsat for voldtægt, og tilbøjelighed til at vælte ansvaret fra gerningsmændene over på ofrene. Det er dog et klart faktum, at ansvaret for voldtægt hviler udelukkende på gerningsmanden og i den forbindelse er det helt uden betydning hvem offeret er, hvorvidt hun kendte vedkommende, om hun var påklædt eller nøgen eller under påvirkning af rusmidler eller ej.

Jeg tager det meget alvorlig at ofrene for seksuel vold ikke nærer tillid til retshåndhævelsessystemet og som justits- og menneskerettighedsminister vil jeg gøre alt som står i min magt til at ændre på dette. Men jeg gør det ikke alene og heller ikke over nat.

Den første etape i denne proces er allerede blevet bestemt. Justits- og menneskerettighedsministeriet har indkaldt til et stort samrådsmøde om spørgsmålet og det vil forhåbentlig finde sted den 12. november. Vi vil rette søgelyset mod behandlingen af voldtægtssagerne i retshåndhævelsessystemet. Der bliver indkaldt repræsentanter fra Stígamót, Modtagelsescentret for voldtægtsofre, rigsadvokaten, politiet, dommere, advokater og feminister, blot for at nævne nogle.  Disse personer har en nøgleposition når det drejer sig om behandlingen af voldtægtssager. Repræsentanter fra Altinget bliver også indbudt.  Der står fem temaer på dagsordenen som skal drøftes:  lovgivningen, anmeldelserne, politiets efterforskning, påtalen og retsafgørelserne.  Det er mit håb at når alle disse kræfter samles, kan vi gøre en større indsats i kampen mod seksuel vold. Dette samrådsmøde er bare begyndelsen men ikke slutningen af processen omkring problemet, og jeg håber at ud af dette kommer der forslag til aktioner som vi kan arbejde videre med og føre ud i livet så hurtigt som muligt.

I begyndelsen af den islandske kvindebevægelses 100-årige historie fandtes deres tanker om stemmeret for at være radikale og oprørske. For 35 år siden fandtes det provokerende at de krævede lige stilling mellem kønnene på arbejdsmarkedet. I lyset af dette lader vi ikke stemmer som høres om radikalisme stoppe os i bekæmpelsen af seksuel vold.

Forståelsen for naturen og omfanget af seksuel vold er uhyre vigtig, ikke bare i retshåndhævelsessystemet, men også i hele samfundet. Forståelsen for dette er bare det første skridt men ikke det sidste. Det er heller ikke tilstrækkeligt at have forståelse, hvis man ikke foretager sig noget videre. Det ville ikke indebære nogen som helst hjælp for ofrene.

En konference som denne her er af meget stor betydning idet den skal være tankevækkende og inspirerende og den skal ikke kun tegne op mulige aktioner, men simpelthen også at stille krav til at der skrides ind. Det er lærerigt for os Islændinge at få et godt overblik over forholdene i de øvrige nordiske lande, også oplysninger om hvilket lovreformarbejde er på gang eller er blevet gennemført, samt hvilke aktioner er blevet iværksat.  Seksuel vold er blandt de største trusler mod kvinders liv og helbred over hele verden.

Jeg har desværre ikke mulighed for at deltage i konferencen med Jer i morgen, idet jeg har et engagement ude på landet med trafikministerens hat på, men min politiske rådgiver vil blive her og jeg vil så få et referet fra mødet efter weekenden. Lærdommen herfra tager vi med os ind i det kommende arbejde som venter forude her i Island.

Jeg takker for initiativet til konferencen og ønsker Jer tillykke med den entusiasme og den styrke som jeg føler at er til stede her i salen. Med disse ord erklærer jeg konferencen for at være åbnet.