Oslo 14. august 2002

Når man skal diskutere tværsektorielt samarbejde mellem børnehave, forskole og skole er der mange interesserande spørgsmål som kræver svar og diverse vurderinger som man må gøre.

Målet er som mest muligt at opfostre hvert barn til at blive et lykkeligt menneske som i voksen alder kan nyde et rigt og givende liv.
Først vil jeg lægge vægt på familiens rolle. Desværre har vi i de vestlige velferdsstater i den senere tid løset familiebåndene. Den følelse at medlemer av familien tilhører hinanden og bør hjælpe hinanden, støtte hinanden, give hinanden tid og omsorg er ikke så stærk som den var før i tiden. Dette er bl.a. følge av ændret livsmønster, vi behøver tid til deltagelse i arbejdslivet, deltagelse i diverse forlystelser, og har ikke tid nok for børnene.

Jeg lægger uhyrelig stor vægt på forældrenes og familiens deltagelse i hele børnenes opdragelse, alt fra de første dager i et barns liv og igennem børnehave, forskole og hele skoletiden. Tværsektorielt samarbejde mellem forældre, børnehavelærere, lærere og barn hele opvæksten er meget værdifuld. Det er ikke rigtigt að lægge alt ansvar av opfostring, opdragelse og oplæring på børnehave, forskole eller skole, der må til tværsektorielt samarbejde mellem forældre, de diverse institutioner og barnet.

For at styrke familiebåndene i de førse måneder i et barns liv har vi i Island vedtaget ny lov om barselsorlov og forældreorlov. Når loven er fuldt trådt i kraft 1. januari 2003 har begge forældre den samme ret:
tre måneders barselsorlov for mor og tre måneder for far som de ikke kan veksle med hinanden og ekstra tre måneder de kan skifte som de vil. I alt 9 måneder per barn. Forældrene kan vælge at tage barselsorlov uskiftet men også at tage det periodevis eller med deltidsjob. Barselsorlovet må tages i de forste 18 måneder i barnets liv. Barselsorlovsfondet betaler 80% av de sidste måneders gennemsnitsløn uden tag eller maximum løn.

Denne ordning gælder for hele arbejdsmarkaden men også for hjemmegående og studenter som har ret til et fast beløb. Det hele er finansieret med en del av insuransskatten, det vil sige at arbejdsgiverne betaler.
Vi har indført denne ordring etapevis. I år, 2002 har fædre to måneder ret og næstem alle bruger den eller omkring 90%. Jeg vil også påpæge at denne ordning er ikke kun ment for at styrke familiebånd, give barnet lejlighed til at nyde både fars og mors omsorg og kærlighed men også er det et stort skridt til at mindske lønsforskel mellem kønnerne.
Når arbejdsgiveren ansætter en man kan han regne med at han tager barselsorlov på lige fod med en kvinde som han ansætter. Mandens fravær fra arbejdsplassen på grund av fødsel kan blive lige så stor som en kvindes.

Vi har også i Island inført lov om forældreorlov. Mor har rett til 13 uges ulønnet orlov i de første åtte årene i barns liv for at være sammen med sit barn. Faren har samme ret således at forældrene kan være hjemme med barnet et halvt år i de første 8 årene.

Vi har også indført forbud mod opsigelser fra arbejdspladsen hvis den ansatte behøver orlov for at opfylde sine familiepligter.

Børnehaver, forskoler og skoler er efter min mening vigtige men familien er den vigtigste instans for at give barnet omsorg, kærlighed og tro på sig selv.

I de senere årene har man i den vestlige verden lagt op til efter min mening for strængt forbud mod børnearbejde. I Island har børn og voksne arbejdet side om side på mange arbejdspladser igennem århundreder. Det har virket til at børnene udvikles hurtigt både mentalt og fysiskt.
De høster erfaring og selvrespekt og ser på arbejde som en selvfølge.

Vi har full sysselsætning, arbejdsløshed kun 1-2% og må importere arbejdskraft. Vi har også lang arbejdsdag, høj arbejdsdeltagelse og langt de fleste arbejder til 70 år eller længere. Langt de fleste kvinder arbejder udenfor hjemmet og skulkning frå arbejde er næsten ukendt.

Desværre er vi i de senere år blevet bundedt av internationale bestemmelser om forbud mod arbejde av børn og ungdom op til 18 år. Jeg tror de bestemmelser er for strænge. At arbejde er en vigtig del av livskvaliteten.
Islandske ungdomer klarer sig som oftest godt i udenlandske skoler blandt jevnaldre. Det kan skyldes at de er vand til at arbejde.

Børnehaven har en vigtig rolle, 90% av børn i Reykjavík 2 - 6 år går i børnehave. Man har gjort forsøg med adskillelse av kønnerne, børnehaver for drenge og børnehaver for piger. Når børnene i Reykjavík er 5 år skal de besøge sin fremtidige skole således at de ikke kommer i helt fremmende omgivelser når de bliver 6 år. Man gør også forsøg med at 5 åringene får nogle timer i ugen til skolelærdom i børnehaven.

Man legger vægt på personbunded oplæring i grundskolen og har gjort forsøg med treparters skriftlig kontrakt mellem elev, forældre og lærer.
Man skildrer målsætninger i kontrakten. Man lægger også vægt på forældresamarbejde og at grundskolen skal være et kulturcenter for bydelen.

Nu findes der problemer hos enkelte børn, de handikappede behøver speciel omsorg og hjælp til udvikling. Det er meget vigtigt at alle får passende tilbud.
Nogle børn kommer galt av sted bl.a. av rus og narko og bliver ustyrlige i vanlige omgivelser. I Island har vi behandlingshjemmer for sådane ungdom og har tilbud som svarer til behovet med specielt uddannedt arbejdskraft.

I de seneste årene har komputerteknologien blevet meget almen og næsten alle hjemmer har avanserede komputer og internet. Børnene lærer sig at sysle med disse grejer. Jeg tror at det er meget vigtigt at finde vej til at skåne børn for hæslige ting som de kan finde på internetet.
De fleste forskoler og alle grundskoler i Island kan tilbyde en uafbrudt skoledag, børnene får lunch og hvilestund og i diverse grundskoler hjælp til lektier.

Tværsektorielt samarbejde må være målet og uavbrudt gennem barnets barndom og ungdom. Det er forberedelse til livet og den enkeltes velfærd kan bero på det senere i livet.