Viðskiptamóttaka hjá sendiherra Íslands í Kaupmannahöfn
Ærede gæster.
Det er mig en stor fornøjelse at være her med Dem i dag.
Når islændinge og danskere kommer sammen kan det være svært at vælge sprog, men eftersom der er mange herinde der ikke taler islandsk må sproget blive dansk. Det er dog fristende at holde talen på islandsk, som nok er det samme som gammel norsk. Og som en afholdsmand en gang har sagt, så er gammel norsk det samme som gammel dansk. Det er klart at dette må være en misforståelse, og for en sikkerheds skyld vælger jeg dansk.
Titlen på min tale er "Islandsk-dansk handel før og nu" og efter islandsk skik må vi begynde langt tilbage i fortiden, gå til et af de islandske håndskrifter, den korte, men udmærkede saga om Audunn fra Vestfjordene.
Man kan måske hævde at islandsk-dansk handelshistorie begynder i midten af det ellevte århundrede da Audunn køber en isbjørn i Grønland for hele sin formue. Han tager bjørnen med til Norge, hvor kongen, Harald Hårderåde, vil købe dyret og tilbyder en skikkelig pris, men Audunn har tænkt sig at tage bjørnen med til Danmark og give den til Kong Sven Estridsen. Audunn troede vel at den danske konge ville belønne gaven bedre end den norske konge.
Så er det en gang at den danske konge og Audunn er nede ved havnen og ser på vikingeskibe. Da siger kongen: "Hvad synes du om dette smukke skib?" Audunn siger: "Godt, herre." Siden siger kongen: "Dette skib vil jeg give dig som belønning for isbjørnen." Siden sagde kongen at hvis skibet ville gå ned måtte Audunn have noget som bevis for kongens gavmildhed. Han rakte ham en skindpose fuld af sølv. Hvis Audunn alligevel ville miste posen så gav kongen ham en guldring fra sin finger så alle kunne se at Audunn havde mødt Kong Sven. Dansk-islandsk handelhistorie begyndte således som en udveksling af gaver.
Senere, det vil sige fra året seksten hundrede og to til sytten hundrede syvogfirs herskede der monopolhandel som ikke alle islændinge kunne lide, men de danske købmænd havde alligevel adskillige pligter. De skulle forsyne Island med gode, uforfalskede købmandsvarer, især øl, vin og andre nødvendige varer som det hed. Og almuen skulle få varerne til en "kristelig" pris. Man måtte ikke importere andet øl end dansk. Der var forårsskibe og der var efterårsskibe, det vil sige ikke så hyppige rejser mellem landene som nu, når man kan vælge mellem over halvtreds flyafgange hver uge og ti tusind islændinge opholder sig i Danmark, deriblandt to tusind studerende.
I året atten hundrede femoghalvtreds indførtes der handelsfrihed.
Man kan siden nævne at fra nitten hundrede og seks til nitten hundrede og ti var importen fra Danmark over halvtreds procent af den samlede islandske import mens eksporten til Danmark var næsten fyrre procent af Islands samlede eksport. I året to tusind og seks var importen fra Danmark kommet ned på godt 6%, mens eksporten er nede på 3,5%. Dette er store ændringer. Balancen er gunstig for Danmark.
De største ændringer skete under Anden Verdenskrig da Storbritannien og USA blev Islands vigtigste handelspartnere. Før i tiden solgte man klipfisk til Danmark; dette ser man for eksempel i dokumenter fra bispestolen i Skalholt fra det syttende århundrede. I det nittende århundrede eksporterede man blandt andet falker og ryper fra Island. I dag eksporterer man stadig fisk til Danmark, men endvider maskiner til fiskeindustrien. Fra Danmark importerer man mange ting, for eksempel Carlsberg og Danfoss for at nævne to vigtige ting.
Hele det tyvende århundrede har islandske myndigheder forsøgt at støtte udenrigshandelen, først med blikket rettet mod enkelte lande, men senere mod økonomiske unioner. I året nitten hundrede treogtyve blev der indgået en handelsaftale med Spanien med det formål at sælge klipfisk, men i stedet måtte man bevillige import af spanske viner.
Efter Anden Verdenskrig blev der indgået mange handelsaftaler med andre lande. Bjarni Benediktsson, som blev Islands udenrigsminister i nitten hundrede syvogfyrre, har udtalt: "Det var ikke faldet mig ind da jeg blev udenrigsminister, at jeg på samme tid ville blive landets største fiskehandler." Island drev handel, for eksempel, med de østeuropiske lande, og en tredjedel af Islands udenrigshandel var i en periode baseret på byttehandel.
Islands medlemsskab af EFTA i nitten hundrede og halvfjerds og Europæisk Økonomisk Samarbejdsområde i nitten hundrede tooghalvfems medførte øget frihandel som er blevet stadig vigtigere, blandt andet ved eksport af fiskeriprodukter til EØS-landene fra 1976. Islandske eksportører har aldrig været bedre stillet end under nuværende forhold.
Island har haft en god forbindelse med Grønland i følge en aftale mellem landene og især nu med Færøerne efter undenskrivelse af Hoyvikaftalen mellem Island, Danmark og Færøerne i året to tusind og fem. Denne aftale er en økonomisk aftale som ligner EØS-aftalen.
I de seneste år har man indgået mange aftaler i forbindelse med EFTA som har femten frihandelsaftaler med nitten lande. Sådanne frihandelsaftaler kan blandt andet skabe nye muligheder til at forøge bilateral handel af landbrugsprodukter. Man kan også nævne her at Island tidligere i år indledte forhandlinger med Kina om en frihandelsaftale, som, hvis alt lykkes godt, vil blive den første bilaterale frihandelsaftale mellem Kina og et europæisk land. Sådan en aftale kan forøge mulighederne for islandske foretagender i Kina.
Varefriheden er meget vigtigt for et land som er så afhængigt af udenrigshandel som Island. Derfor er vi gået ind for så stor frihed som muligt på dette område. Fra nitten hundrede fireoghalvfems eksisterer Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) hvor det ikke kun drejer sig om varefrihed, men også om de øvrige friheder, tjenestefrihed, arbejdsfrihed og kapitalfrihed.
Som I sikkert ved så har Islændingene længe drevet tjenestehandel. Man behøver kun at nævne Icelandair som blandt andet flyver til USA og Skandinavien. Men tjenestefriheden på grund af EØS-aftalen har medvirket til en stor forøgelse af Islands tjenestehandel.
I denne sammenhæng kan man nævne at finansektoren nu er et af de største erhverv i Island. I året to tusind og fem, for eksempel, var denne sektor større end fiskeri- og aluminiumsektorerne sammenlagt. I året to tusind og seks har man skabt et tusind nye jobs i finansforetagender. Næsten firs procent af islandske bankers lånevirksomhed er nu i udenlandsk valuta.
Ifølge regeringspartiernes programerklæring vil Islands regering yde sit bidrag til at både regelværk og driftsvilkår for islandske foretagender sikrer deres vækst og trækker udenlandske foretagender til landet. Regeringen vil støtte fortsat vækst, eksport og islandske foretagenders landvindinger i udlandet, blandt andet ved at styrke højteknologi-industrien og arbejdsbetingelserne for pioner-foretagender, derunder ved oprettelsen af et fond indenfor forskning og teknisk udvikling. Regeringen går ind for at de islandske foretagender der opererer i udlandet fortsat har deres hovedkontorer i Island. Men regeringen vil også ifølge programerklæringen forstærke finansitilsynet, konkurrencestyrelsen og forbrugerværnet.
Man har sagt at islandske investeringer i udlandet i det tyvende århundrede er begyndt meget langsomt. De er som en vulkan der forbereder et udbrud. Der kom jordskælv sent i århundredet efterfulgt af et udbrud i slutningen af det. Man har investeret meget, især i Storbritannien og Danmark, lande som islændingene kender godt, men vores udenlandsinvesteringer er alligevel ikke større procentvis end vi kender hos briterne og danskerne.
Direkte islandske investeringer i udlandet er omkring femogfirsdoblet i perioden nitten hundrede syvoghalvfems til to tusind og fem. Der er mange grunde til denne store stigning i islandske investeringer i udlandet; EØS med sine rettigheder fra og med nitten hundrede fireoghalvfems, fuld frihed for islandske banker til at handle med valuta i nitten hundrede tooghalvfems og et åbent finansmarked samme år, lavere skatter på islandske virksomheder, fra 31% ned på 18%, samme år. Stærke pensionsfonde og privatisering af banker og andre statslige foretagender har også haft sin indflydelse.
Hvorfor investerer enkelte islandske foretagender i udlandet? Det er blandt andet for at få adgang til større markeder, formindske omkostninger og risiko og forøge mangesidighed, foruden personlige ambitioner.
Der er tre ting som præger islandske foretagenders landvindinger i udlandet: omfang, hastighed og specialisering.
Vedrørende omfanget kan man nævne at i året to tusind og fire steg islandske investeringer i udlandet med et hundrede procent som var det meste indenfor OECD-staterne. Kun otte foretagender ejede omkring firs procent af investeringerne i udlandet og et af disse foretagender ejede en tredjedel. Islandske foretagender kan ofte tage hurtige beslutninger og de specialiserer sig, for eksempel, i produktion og salg af madvarer.
De islandske investinger i udlandet var, som jeg allerede har været inde på, ikke særlig markante førend i slutningen af det tyvende århundrede, da der kom en slags bølge.
Af Islands kapital i udlandet i året to tusind og fem var det meste i Storbritannien. Holland var nummer to, USA nummer tre, Danmark nummer fire og Luxemborg nummer fem. Man kan nævne at i året to tusind og fire købte den islandske Kaupthing-bank, som nu er blandt de hundrede største banker i verden, Den Danske Investeringsbank (FIH). Samme år købte M-Holding Magasin du Nord. Og tidligere i denne månd var turen kommet til Hotel d’Angleterre. Islandske investeringer i Danmark er dog kun lidt over 1% af udenlandske investeringer her i landet.
Og det er altså ikke fjorten – to ligesom på Idrætsparken her i København for fyrre år siden, da Danmark vandt over Island i fodbold. Man forstår stadig ikke hvordan det kunne ske. Jeg kan tilføje at nogle årtier før, da et dansk fodboldhold havde vundet nogle kampe i Island, så sendte man danskerne ud på en heldags ridetur. Næste dag vandt islændingene fire – tre. Dette viser at man må være snarrådig.
I det tyvende århundrede var islændingene mest optaget af varehandelen. Men nu tænker vi globalt, og ikke kun på varer, men også tjeneste, arbejde, kapital og investeringer. I året to tusind og fem stammede femoghalvfjerds procent af indkomsten hos firmaer der er noteret på den islandske børs, fra andre lande.
I slutningen af året to tusind og seks var der over femoghalvtreds tusind medarbejdere hos handelsvirksomheden Baugur Group, over femten tusind ansatte hos Bakkavør som producerer og sælger madvarer og omkring ti tusind hos medicinproducenten Actavis. Over firs procent af de ansatte hos Baugur Group arbejder i udlandet, femoghalvfems procent af de ansatte hos hos Actavis og næsten et hundrede procent af de ansatte hos Bakkavør. Actavis opererer i toogtredive lande. Ifølge en undersøgelse er der endnu større interesse end før hos islandske foretagender for at investere i udlandet.
Det skulle derfor ikke komme som en overraskelse at islandske forretningsfolk var interesserede i at øge deres virksomhed i udlandet, specielt i Danmark og andre europæiske lande. Islands størrelse begrænser selskabernes udfoldelsesmuligheder, der ser hele verden som sit marked. Globaliseringen har endvidere gjort forretningsverdenen mindre, og således fokuserer selskaberne i deres forretninger mere på enkelte forretningsområder end enkelte lande.
Derfor er der heller ingen grund for danskerne eller andre europæere, at være bange for islændingenes indblanden i forretningslivet, fordi islandske firmaer i udlandet baserer deres fremtid på et godt samarbejde med virksomheder og forbrugere på hvert sted. Der er som sagt ikke tale om hajer, men snarere guldfisk der vokser sig store i et kæmpestort bassin.