Fiskeriets fremtid i Norden og erfaringer med det islandske kvotesystem

Foredrag v/fiskeri- og landbrugsminister Einar Kristinn Guðfinnsson

På konferencen "Fremtiden for fiskeindustrien i Norden"

Aalborg, den 19. oktober 2007.

Kære konferencedeltagere.

Den islandske nobelprismodtager, digteren Halldór Laxness, skrev følgende i sin roman "Guds gode gaver".

"Fisk – som andre mennesker finder attråværdige, kastede islænderne i havet igen, samtidigt med at de lavmælt hviskede en religiøs formel, hvis de ikke fandt denne fisk pæn nok i ansigtet. Rødfisk, ulk, bredflab og knoldlaks var af ovennævnte grunde ikke højt anskrevne hos islændere. Sødyr, der ikke regnedes for hvirveldyr, og som gourmeter attrår mest af alt, såsom skaldyr, krabber og blæksprutter, regnede islændere for frastødende kryb og turde ikke engang røre ved dem."

Der spares ikke på de store ord, men der var nok noget om snakken. Fordi sådan var forholdene, - ikke engang silden fandt man pæn nok i ansigtet til at man ville spise den. Men i dag er der sandelig ændrede tider – de fiskearter, som digteren omtaler, er nu højt skattet af islændingene.

Med dette citat ønskede jeg at illustrere, hvordan islændingenes forhold til havfangst og udnyttelsen af denne, har ændret sig med tiden. Det gælder ikke kun selve fisken eller bestemte fiskearter. Også ny teknologi, større viden og ændrede samfundsforhold har bevirket, at vi har måttet revidere rodfæstede ideer om fiskeri, både når det gælder fangstmetoderne og fangstens forædling, udnyttelse og markedsføring. Disse uundgåelige ændringer har godt nok mødt hård kritik, hvor de bedrevidende ofte har fundet en anledning til at dømme tingene på forhånd. De store ændringer i Islands hovederhverv har selvfølgelig rokket ved det bestående, men heldigvis er det begyndt at gå op for folk, at disse omvæltninger også har medført resultater.

Mit indlæg har overskriften "Fiskeriets fremtid i Norden og erfaringerne med det islandske kvotesystem". Hvis vi nu retter blikket fremad, fra en islandsk synsvinkel, så indebærer fremtiden vældig mange udfordringer. Derfor må jeg ty til begrænsningens kunst. Jeg har tænkt mig kort at skitsere nogle afgrænsede områder, som har stor betydning, nu og i den nærmeste fremtid.

Det første jeg vil nævne er den måde vi udnytter ressourcerne på. Bæredygtig udnyttelse af ressourcerne er et helt grundlæggende element i alle internationale forhandlinger om fiskeri og naturens ressourcer. Fiskeopkøbere bliver efterhånden mere og mere bevidste om, at fisken bør være fanget på en bæredygtig og ansvarlig vis. Og disse krav bliver mere udbredte og udtalte. Derfor bliver fiskeeksportørerne i stigende grad tvunget til at oplyse køberne om diverse forhold, såsom fiskebestandenes tilstand, fiskerirådgivningen og regeringens politik på området. Der er vi nødt til at have svar på rede hånd.

Her har Marine Stewardship Council, MSC, ført sig meget frem. Organisationens mærkning har stort set monopolstilling, når det gælder at berolige markedet. I Island anser vi ikke, at MSC's virksomhed tjener vores interesser optimalt og derfor har vi valgt at udvikle en islandsk mærkning.

I begyndelsen af august i år blev der udstedt en såkaldt miljøerklæring for islandsk fiskeri. Ifølge denne skal "Islandsk fiskeriforvaltning" være et begreb, som skal klinge positivt i ørene på de alle dem, som er indsat i fiskeriets forhold. Her beskriver ansvarlige aktører inden for fiskeriet, både dem, der arbejder med administration og forskning og dem, som er aktive i selve fiskeriet, hvordan den islandske fiskeriforvaltning fungerer. Inden årets udgang har vi udarbejdet standarder, som skal gøre det muligt for fiskeproducenterne at få et certifikat, udstedt af uafhængige instanser, som oplyser at deres produkter er fremstillet af råstoffer, som blev fanget inden for rammerne af islandsk fiskeriforvaltning. Med certifikatet tager vi et stort skridt i den retning at opfylde krav, som nu stilles til fiskeprodukter på markedet. Dette vil medføre, at producenterne kan få et særligt mærke på deres produkter, som bekræfter at disse betingelser er opfyldt. Erklæringen markerede indledningen af en certificeringsproces, som skal fastslå at vi i Island står for ansvarligt fiskeri. Miljøerklæringen har vakt stor opmærksomhed. Den foreligger nu på engelsk, tysk og fransk på websiden fisheries.is, hvor den snart også vil foreligge på spansk.

Dette skal ses i lyset af et voksende krav om fiskeprodukternes sikkerhed og sporbarhed, et krav som vil vokse yderligere i fremtiden. Sporbarhed betyder, at man kan spore varen; at man kender varens historie fra vugge til grav, hvis man kan udtrykke det sådan, og derved kan beskrive hele processen. Tanken bag sporbarhed er den, at oplysninger om varen altid er ved hånden, alle steder i kæden, således at de altid er let tilgængelig for dem, der måtte have behov for dem. Sporbarheden er et vigtigt led i at sikre at fødevarerne er sunde og sikre. Men den omfatter ikke blot disse aspekter men også varens oprindelse, for eksempel hvor vidt fisken stammer fra bestande, som kan tænkes at være truede.

Her er vores stilling stærk, jeg tænker ikke blot på os i Island men på hele Norden. Øgede krav skaber behov for flere målinger og konstant overvågning, både af varer og miljøet. Kontinuerlig dataindsamling gør det også muligt at dokumentere fiskeprodukternes sundhed. Dermed forstærker man et positivt indtryk, som får forbrugerne til at opfatte fisk og fiskeprodukter som sund føde af høj kvalitet.

Piratfiskeri, eller fangst udøvet af skibe, som sejler under såkaldte bekvemmelighedsflag, har heldigvis været genstand for megen debat inden for de seneste år. Det er uholdbart at være vidne til disse skibes ulovlige fiskeri i tider hvor det lovlige fiskeri bliver stadig mindre. Island må gå sammen med andre lande, ikke mindst NEAFC's medlemslande, og gøre alt hvad der står i vores magt for at komme dette fiskeri til livs. Vi må gøre piraternes liv så besværligt som muligt, så det rammer dem på pengepungen. Det er det eneste argument de forstår, fordi ingen har lyst til at drive fiskeri der giver underskud.

Det er vigtigt at vi sikrer og konsoliderer os i denne kamp. På den ene side har vi den virksomhed og det forum, som de regionale fiskeriorganisationer, NEAFC, NAFO og ICCAT, udgør. Og på den anden side har vi lovgivningen. Det er vigtigt at styrke samarbejdet og vilkårene for de regionale organisationer. Ikke kun for at bekæmpe det ulovlige fiskeri, men ikke mindst for at sikre at disse organisationer fortsat kan forvalte dybhavsfiskeriet og danne modvægt til en stigende tendens til global fiskeriforvaltning. Her har Island gået i spidsen for de lande, som lægger hovedvægt på to ting; at styrke de regionale fiskeriorganisationer og deres virksomhed, og at styrke deres regelværk med henblik på at bringe det ulovlige dybhavsfiskeri til livs.

Fiskeri af torsk i Atlanterhavet er gået drastisk tilbage inden for de seneste årtier. I 1980 (nitten hundrede og otti) var fangsten i Nordatlanten lidt over to millioner tons, men ved årtusindskiftet var den blevet halveret. I år regner man med at der fanges cirka 750.000 (syv hundrede og halvtreds tusind) tons af torsk i disse farvande. I lyset af dette har man valgt at lægge større vægt på havbrug. I 1980 (nitten hundrede og firs) udgjorde havbrugsfisk mindre end 8 % (otte procent) af menneskets totale fiskeforbrug, mens tallet i dag er oppe på 43 % (tre og fyrre procent) ifølge en rapport fra FN's Fødevare- og landbrugsorganisation, FAO, fra sidste år (The State of World Aquaculture 2006). Opdræt af det, vi kan kalde nye fiskearter, er steget så voldsomt, at man risikerer at nogle af dem vil indtage den plads, som torsken har haft på fiskemarkederne indtil nu. Når det gælder torskeopdræt, er nordmændene nået længst. Vi i Island må beklage, at vi ikke er nået lige så langt som dem. Der er uden tvivl tale om det største vækstområde inden for fiskeriet, et område som de nordiske lande bør være mere opmærksomme på. Der er tale om et risikabelt og langsigtet projekt, men også et nødvendigt projekt. Hvis vi skal kunne imødekomme efterspørgslen efter torsk og måske flere fiskearter, må den fremtidige vækst bygge for en stor del på fiskeopdræt.

Til sidst vil jeg nævne endnu et vigtigt punkt, når det gælder fremtidsudsigterne for fiskeriet – det er fri og uhindret handel. Selv om de punkter, jeg allerede har gennemgået, er vigtige, så vejer de nok let i en hård global konkurrence, - det vil sige hvis lande griber til foranstaltninger, som begunstiger deres egne virksomheder og dermed forvrider konkurrencen på verdensmarkedet. Derfor er det vigtigt, at de diskussioner, som finder sted i Verdenshandelsorganisationen WTOs (dobbelt vi ti ús) regi - om hvordan man begrænser skadelig statsstøtte i fiskeriet - at disse diskussioner resulterer i løsninger, som fører til bedre konkurrenceforhold for aktørerne på fiskemarkederne.

I Verdenshandelsorganisationens regi forsøger man også at nå frem til en enighed om at nedbringe tolde i handel med fiskeprodukter. Flere lande, herunder Norge og Island, har fremlagt et forslag om dette. Vi ved endnu ikke hvad forhandlingerne vil føre til. Flere landes eksterne tolde er blevet så høje at de udgør en alvorlig konkurrencehindring, og derfor er det naturligt at man søger andre veje.

Lande undertegner frihandelsaftaler for at stimulere handlen og fjerne handelshindringer. Som et eksempel finder islandske og norske fiskeprodukter vej til EU's markeder, takket være EØS-aftalen. Ikke alle varer er fritaget for told, til trods for at EU har toldfri adgang til islandske og norske markeder.

For at fremme handlen har EFTA-landene undertegnet omfattende frihandelsaftaler med flere lande. Takket være et ihærdigt samarbejde inden for rammerne af internationale organisationer, og bilaterale kontakter som de nordiske lande har knyttet til andre dele af verden, kan de nordiske lande bidrage med meget for at tilpasse fiskerivirksomhedernes erhvervsmiljø til moderne krav om lige konkurrencevilkår på markederne. De nordiske lande må hele tiden minde om, at frihandel med fiskeprodukter er lige så naturlig som frihandel med andre industriprodukter. Til sidst vil det lykkes os.  

Sammenfatningsvis kan jeg sige, at jeg anser at fortsat fremgang først og fremmest vil afhænge af ansvarlig og bæredygtig forvaltning af ressourcerne, produkternes sporbarhed og sundhed, havbrug og fri handel.

Når alt det er taget i betragtning, så tror jeg at nordisk fiskeri har gode fremtidsudsigter. Her er det afgørende at vi tilpasser os ændrede forhold og markedets krav. Det er ikke usandsynligt, at man i stigende grad vil se på Norden som en foregangsregion for uspoleret natur og renhed. Det er det vi skal værne om og bygge videre på, fordi vores stilling er stærk når det gælder at konkurrere med andre lande på kvalitet.

Kære konferencedeltagere.

Lad os nu vende blikket mod Island. Igennem flere århundreder har fiskeri været islændingenes hovederhverv – og det er nærmest unikt, at et folk bygger deres samfund på udelukkende et enkelt erhverv. Fiskeriet har lagt grunden til vores velstand, det hersker der ingen tvivl om. Selv om fiskeprodukter udgør lidt mindre del af den samlede eksport, så er de stadigvæk den allervigtigste eksportvare. Det er man nødt til at forklare folk, når de spørger hvor pengene i Island kommer fra. Fiskeriet er kilden til nogen af de bedste levevilkår i verden. Det kan man takke effektive og kompetente mennesker.

En generel forudsætning for det islandske fiskeri er afsætningen af varerne på gode markeder. Vores fiskeri er et led i en international arbejdsdeling, som efterhånden er opstået takket være fordelene ved fri international handel. Vi har drevet fiskeri fordi vi har været bedre til det end konkurrenterne. Vi har kunnet tilbyde vores produkter til generelt højere pris på mange markeder, og det er vi sluppet godt fra. Dette skyldes blandt andet det faktum at vi hele tiden har bestræbt os på at forbedre arbejdsgangen, øge præstationen, produktiviteten og lønsomheden for at kunne klare konkurrencen. Grunden var også simpel. Vi havde ingen anden udvej. Vi havde ingen nationale fonde, som kunne bakke op om vores fiskeri. Der er ingen statsstøtte til branchen og derfor var man nødt til at klare sig selv.

Det er lige der vi står i dag. Fiskeriet er en global branche, hvor hver dag præges af hård konkurrence, ofte en urimelig konkurrence fordi konkurrenterne lukrerer på offentlig støtte, betalt af skatteborgerne i samfund som består af flere millioner borgere.

Det er velkendt hvor vigtigt det er for os, at islandsk fiskeri altid er i første række, også i international sammenhæng. Islandsk fiskeris konkurrenceevne på internationale markeder er helt afgørende. Og den er den endelige indikator for fiskeriforvaltningens succes. For knapt to år siden blev der udarbejdet en udførlig videnskabelig udredning om islandsk fiskeris konkurrenceevne i forhold til andre lande. Her blev der for første gang lavet en omfattende sammenligning af forskellige faktorer i to landes fiskerier, det vil sige Island og Norge. Hidtil har man kendt til generelle konkurrenceparametre når et eller flere landet bliver sammenlignet, men her fokuserede man første gang på et enkelt erhverv. Forskellen viste sig at være ubetydelig. Selv om Island generelt fik en anelse højere karakter var der ikke tale om nogen signifikant forskel på de to lande.

Sammenfatningsvis så klarer Island sig bedre end Norge på tre områder: Fiskeriforvaltning, forædling og markedsføring. Norge klarer sig til gengæld bedre på to felter: Økonomistyring og virksomhedsklima. Men når det gælder selve fiskeriet så står landene lige.

Islandsk fiskeriforvaltning er lidt mere konkurrencevenlig end den norske. Det kan først og fremmest forklares med friere rammer for videresalg af fiskekvoter i Island end i Norge, og større stabilitet. Islandsk fiskeindustri er et skridt foran den norske. Islændingenes fortrin kan man først og fremmest takke høj teknologisering og godt samarbejde med islandske producenter af udstyr til fiskeforædling. Landingen af fangst sker også mere jævnligt. Dette kan måske forklares med et tættere samspil mellem fangst og forædling, da der i Island oftere er tale om samme ejerskab, end hvad der er tilfældet i Norge.

Islandsk fiskeri har undergået voldsomme ændringer inden for de senere år og dette har krævet rationaliseringer. Behovet for at rationalisere driften yderligere steg markant nu i foråret, da det viste sig at være nødvendigt at mindske torskefangstkvoterne med en tredjedel, svarende til 60.000 (tres tusinde) tons.

I den nuværende situation har fiskeriet ingen anden udvej end at følge yderligere op på den rationalisering, som allerede har fundet sted. Branchen er nødt til at deltage fuldt ud i teknologiseringen, for at mindske udgifterne. Dette har sandelig også været tilfældet inden for de senere år. Produktiviteten i islandsk fiskeindustri er øget gennemsnitligt med 5,5 % (fem et halvt procent) per år siden 1998 (nitten hundrede otte og halvfems). I fiskeriet er produktiviteten øget med 3,1 % (tre komma et procent) i samme periode. Det er en større stigning end i perioden 1991 (nitten hundrede en og halvfems) – (til) 1997 (nitten hundrede syv og halvfems), hvor tallene var 4 % (fire procent) for forædlingens del og 1,3 % (et komma tre procent) for fiskeriet. Dette siger noget om hvor udviklingen bærer hen.

Bemandingen i fiskeindustrien i Island er mindsket med 50 % (halvtreds procent) i løbet af 10 (ti) år. Intet tyder på at denne udvikling ikke vil fortsætte, men det kan ikke benægtes at den voldsomme reduktion af torskekvoterne vil sætte yderligere fart i udviklingen. Det handler ikke om landets fiskeriforvaltning, men snarere om rationalisering og samfundets stigende krav til erhvervslivets værdiskabelse, for at kunne opretholde de levevilkår som borgerne retmæssigt gør krav på. Og hvis vi vil have en chance for at tage fat på konkurrencen i vores eget samfund, så må fiskeriet selvfølgelig bidrage til levevilkår, som kan sammenlignes med de konkurrerende erhverv.

På mine rejser i udlandet hører jeg tit at islændinge nyder respekt på grund af hvordan vi udnytter naturressourcerne, vores viden, produktivitet, varernes kvalitet, teknik og viden om marketing, blot for at nævne nogle eksempler. Ros klinger sødt i vores øre men det kan nemt gå over gevind, og jeg ønsker heller ikke at lægge skjul på, at meget kunne gøres bedre hos os, ligesom andre steder.

Myndighederne spiller en vigtig rolle, selv om de ikke dominerer erhvervslivet. Vi bestemmer spillereglerne, som ofte medfører nye forpligtelser, men vi ønsker skam også at de skal lette livet for aktørerne i vedkommende brancher. Det er regeringens vilje og mål at lette livet for erhvervslivet, og undgå at lægge hindringer i vejen. Ledere i fiskeriet har den opgave at minimere udgifter og finde veje til at skabe flere indtægter. Her kan myndighederne også bidrage.

Da min i sin tid indførte fangstkvoter for pilkefiskeri for små fiskefartøjer, retfærdiggjorde man de meget rummelige fangstrammer med de tætte bånd mellem fiskeriet og befolkningen på landsbygden. Der er ingen tvivl om at netop dette faktum, samt at disse både ofte var den eneste redning, da der opstod krise i regionerne, var grunden til at disse både fik rigelige fangstkvoter. Systemet for de små fiskefartøjer er et regionalpolitisk værktøj. Men ikke desto mindre er fiskeriet faktisk et regionalt baseret erhverv i Island. Det har dog ikke forhindret, at der er sket vandring mellem landsdelene og at flere byer har været meget sårbare når fiskekvoterne bliver reduceret. Det kender jeg selv på egen krop.

Vores overlevelse afhænger af hvordan det lykkes os at udnytte naturens ressourcer. Sådan er det ikke alle steder, især ikke der hvor folks levevilkår minder om dem, vi kender. Det siger noget om det store ansvar der hviler på vores skuldre. Vores økonomiske succes er et vidnesbyrd om hvor gode vi er til at forvalte fiskeriet.

Når vi udformer vores politik vedrørende udnyttelsen af havets ressourcer, sker det ikke kun på grundlag af det ansvar, vi har for nulevende generationer, men først og fremmest af hensyn til de kommende generationer. Vi har en forpligtelse til at videregive naturens ressourcer i mindst lige så god stand som da vi overtog dem. Det handler om bæredygtig udnyttelse af ressourcerne og det ved alle, som på en eller anden måde er beskæftiget med fiskeri. Det ved det islandske folk, fordi vi ikke bygger på kortsigtet fiskeripolitik. Der er tale om et erhverv, som fortsat er økonomiens rygrad og grundlag. Derfor hviler meget ansvar på vores skuldre.

Kvotesystemet i Island har selvfølgelig været diskuteret, da det, ligesom alt som er menneskeskabt, har sine fordele og ulemper. Men ingen vil dog næppe sætte spørgsmålstegn ved den påstand, at det er takket være kvotesystemet, at det er lykkedes at lægge bånd på urimelig udnyttelse af ressourcerne og begrænse overfiskning. Skibsrederne har indordnet sig spillereglerne og branchen har oplevet en kolossal rationalisering, hvorved det er lykkedes at vende defensiv til offensiv.