Ræða Björgvins G. Sigurðssonar samstarfsráðherra Norðurlandanna um norrænt samstarf

Kære gæster,

Det er mig en stor glæde at deltage i festlighederne i anledning af at det nu er fyrre år siden Nordens hus åbnede sine døre her i Vatnsmýrin. For dette vil jeg især takke Max Dager og husets bestyrelse og ønske dem til lykke med et vellykket projekt.

I aftes nød vi huset og kulturen på selve fyrre års jubilæumsdagen og takkede dem som havde spillet hovedrollen i husets tilblivelse. Vi har for længst indset at denne bygning, som Alvar Aalto skabte her i universitetskvarteret, er et af Islands mest bemærkelsesværdige huse og sikkert blandt verdens smukkeste bygningsværker. Huset er i sig selv et kunstværk og en yderst passende ramme omkring det nordiske samarbejde, der hviler på fælles værdier, hvor nøgleordene er respekt for menneskenes  velfærd, menneskerettigheder og ligeberettigelse, uanset stilling, klasse og køn. Mon ikke man kan konstatere at de nordiske landes klasseløse samfund er deres største ressource, hvor alle får lige muligheder for at dyrke og udvikle deres evner.

For nu ikke at glemme kulturen. Den fælles nordiske ånd. Kulturen er det som binder de nordiske folk sammen. Den fælles kulturarv, som i hvert land, landsdel eller landsby, har blomstret med sine særpræg og forskellige nuancer. Når nordiske mennesker kommunikerer igennem bøger, digte, skuespil og film oplever vi både slægtskab og diversitet. Kulturen ligner tilstrækkelig meget for at al kommunikation bliver uden besvær og nærmest automatisk. Men forskellene er dog på samme tid tilstrækkelig mange for at særprægene træder tydeligt frem. Det er som vi forstår hinanden bedre end os selv, fordi vi er blinde på vores egne særpræg, men kan tydeligt se de dominerende karaktertræk i hinanden.

Et godt eksempel er den klassiske danske tv-serie, Matador. Et dansk mesterværk som markerer begyndelsen til danskernes unikke landvindinger inden for tv- og filmdramatik. Fantastisk stof, en krønike, der skildrer cirka to årtier i Danmarks historie, hvor fortiden må vige for moderniteten. Det gamle klassesamfund med de herskende klassers privilegier er ved at ebbe ud og den jævne befolkning søger uddannelse og nye udfordringer på alle felter.

Dette klassiske stof, der bygger på Lise Nørgaards manuskript, genså jeg for nylig i sin helhed. Alle fireog tyve episoder,  til min store fornøjelse. Jeg husker godt dengang serien kom i det islandske fjernsyn da jeg var teenager, og nu tyve år senere, gjorde de stadig et stort indtryk. Serien blev produceret i året nitten hundrede otteoghalvfjerds/syttiotte, og  rimer derfor godt med aftenens tema og passende at minde om denne juvel i nordisk samtidskultur.

Det var ikke kun for at forberede mig til min nye rolle som nordisk samarbejdsminister at jeg genså Matador, men jeg kan ikke nægte at det var med en vis spænding at jeg genopfriskede mine lidt rustne færdigheder i det danske sprog.

Et andet godt eksempel om fælles nordisk kultur kan man finde i den islandske digter og avisredaktør, Matthías Johannessens, dagbøger. Der beskriver han et brev som han modtog fra sin ven, den svenske forfatter og parlamentariker, Per Olof Sundmann, som han modtog i slutningen af juni nitten hundrede syttiotte/otteoghalvfjerds. Disse dagbøger spiller en en vigtig rolle i debatten i Island i dag på grund af deres meget åbne måde at beskrive private samtaler om delikate emner.

Her kommer Per Olof til Island, vistnok for at forberede optagelserne af en film efter hans roman om Sam, som bygger på den islandske saga om Hrafnkel Freysgode.

Nu citerer jeg dagbogen:

‚Jeg ved ikke bedre end at Per Olof har fået ideen da vi var sammen på Thingvalla i sin tid, da begyndte han at berette for mig hvor meget han holdt af Hrafnkells saga og så begyndte han at tale om at han ville skrive en moderne roman, der byggede på dens indhold.‘

Og han beskrev sit romanstof på sådan en måde, at det virkede som det blev skabt på stedet.

Jeg syntes det meget passende at ideen til denne roman fødtes på Lovbjerget.‘

....

Jeg kunne blive ved med at tale om den fælles nordiske kulturarv – i fortid og nutid eller fra året nitten hundrede syttiotte/otteoghalvfjerds. 

Men jeg standser nu og siger til slut: længe leve det nordiske samarbejde, må det blomstre og forhåbentlig  lykkes det os at gøre det endnu stærkere i de kommende årtier.