Ræða Davíðs Oddssonar forsætisráðherra
á ESB-ráðstefnu Norðurlandaráðs í Kaupmannahöfn 5. mars 1996

Hr. præsident!

Det tema vi drøfter på denne konference er velvalgt og aktuelt. Den Europæiske Unions regeringskonference kan blive udslagsgivende for udviklingen i Europa, et vendepunkt i begivenhedernes gang. Dette er blevet klart for stadig flere medborgere i de europæiske lande de sidste måneder. Når det næste skridt i den europæiske integrationsproces er taget, bliver det, på godt eller ondt, ikke så enkelt at lægge kursen om.

De nye demokratier i Østeuropa imødeser også regeringskonferencen med store forhåbninger, selv om de ser tingene i et andet perspektiv end medlemslandene. For EFTA-landene er konferencen også vigtig på grund af de tætte bånd hvormed de økonomisk og kulturelt er tilknyttet EU.

Der står på alle måder meget på spil i Europa. I Central- og Østeuropa bør demokrati og menneskerettigheder styrkes og befolkningens levestandard forbedres. I den vestlige del af kontinentet hersker der almen velstand, men også stor arbejdsløshed. Mange steder i Europa spøger racismen. Andre steder er som et jagtrevir for demagoger, der bejler til befolkningen ved ad rode op i Europas fortid og er talsmænd for løsninger, der aldrig har duet til andet end at avle had og fjendtlighed. I det komplekse internationale samarbejde er tilstandene på Balkanhalvøen en prøvesten på adskillige landes vilje til at værne om freden efter blodige kampe i et område der ulmer af had; til at retsforfølge krigsforbrydere, og stifte forlig på ruinerne af den grusomste krig i Europa siden anden verdenskrig.

Men i Europa har man nu også en historisk mulighed for at finde frem til fælleseuropæiske værdier og etablere en varig fred.

Denne mulighed bunder ikke blot i de radikale omvæltninger der er sket de sidste år. Den er også opstået fordi vi nu bor i et internationalt samfund uden paralleller i historien.

Dette skyldes en stadig større indbyrdes afhængighed landene imellem; faktisk ikke kun i Europa, men også i global sammenhæng. Årsagerne er mange, ikke mindst de vidtgående fremskridt der er sket i kommunikation og transport. Konsekvensen er, at forskellige samfund er udsat for nogenlunde samme ydre påvirkning og krav og har nogenlunde de samme erfaringer.

Efterhånden som demokrati, markedsøkonomi og handelsmæssig integration vinder frem i Europa efter den kolde krig, elimineres gamle problemer og velfærd og stabilitet sikres. Det er her vi har de nye muligheder. Vi har allerede i Europa multi- og bilaterale organisationer, der har mulighed for på afgørende vis at medvirke til at skabe det ny Europa.

En af disse organisationer er den Europæiske Union. Island betragter unionens anliggender med et europæisk lands øjne, med store direkte interesser i udviklingen i Europa på grund af vore traktatsbundne relationer, men vi ser dem samtidig til dels udefra. Jeg mener selv at dette er en fordelagtig status.

De idealer der ligger bag stiftelsen af den Europæiske Union, har rødder i Europas tragiske historie. Dannelsen af EU er til dels en følge af udviklingen af et internationalt handels- og kultursamfund der sætter sig ud over landegrænser, og er samtidig en organisation, der uddyber den indbyrdes afhængighed medlemslandene imellem. Her har EU opnået de bedste resultater, netop ved i høj grad at medvirke til den nære økonomiske forbindelse mellem medlemslandene og samtidig udforme så homogene værdinormer, at sandsynligheden for at der påny opstår krigstilstande i Vesteuropa nu er forsvindende lille.

EU kan, hvis man bærer sig rigtigt ad, få denne positive indflydelse i hele Europa. Forudsætningen er, at unionen udvikler sig på en sådan måde, at dens infrastruktur styrkes. For det andet må forbindelsen yderligere styrkes til de nye demokratier i Øst- og Centraleuropa. De ønsker medlemskab af EU, og det ser helt klart ud til at være til alles fordel at realisere det.

Den vanskelige overgangsperiode som de nye demokratier nu gennemgår, medfører uundgåeligt sociale omvæltninger og ustabilitet på det økonomiske såvel som det politiske område. Det er vigtigt i høj grad at forstærke disse landes økonomiske deltagelse i det internationale samfund, specielt når det gælder frihandel. Er man virkelig indstillet på det, kan EU helt klart bidrage stærkt på dette område, uafhængigt af den yderligere integrationsudvikling. En økonomisk genopbygning af varig karakter er en betingelse for de central- og østeuropæiske landes medlemskab af EU. Det ville være katastrofalt om unionen selv stillede sig i vejen med en restriktiv handelspolitik.

Samtidig med at den fremmer frihandel, kan en organisation af størrelse og omfang som EU i høj grad værne om demokrati, menneskerettigheder og retssamfund på hele kontinentet.

Man har besluttet at styrke infrastrukturen inden for EU, effektivisere samarbejdet og stile mod stadig større integration, nu med vægt på et omfattende politisk samarbejde. Hermed vil man blandt andet forberede tilgangen af nye medlemslande. Men endnu er ikke alt kommet for en dag i denne forbindelse.

Det påstås ind imellem, at EU efterhånden er så optaget af detaljerne i forbindelse med integrationen, at den har tabt de moralske værdier og politiske målsætninger af syne, der ligger til grundlag for unionen; at man i ledelsen er så optaget af hvordan integrationsprocessen skal forløbe, at man har glemt hvorfor man stiler mod den. Den største fare ligger dog i, at landenes ledelse går for

hurtigt frem, og befolkningen enten ikke følger trop eller gør det med blandede følelser.

Det er derfor hensigten på regeringskonferencen at styrke kontakten mellem EU og befolkningen i medlemslandene, at tilnærme EU til befolkningens ønsker og behov og genvinde borgernes opbakning om unionen. Dette er af afgørende betydning, men kan vise sig at blive vanskeligt i lyset af den centralisering der karakteriserer unionen samt den voksende negative opfattelse af EU hos befolkningen og blandt politikere i medlemslandene de sidste år. Man må i EU i højere grad fokusere på de problemer som befolkningen i medlemslandene finder mest presserende. Det er blandt andet arbejdsløshed, miljøproblemer, kriminalitet og sociale spændinger af forskellig art. Unionen er nødt til at tage hensyn til holdningen hos dem, der i sidste ende skal bestemme, d.v.s. befolkningen i medlemslandene, hvis tillidsbristen ikke skal blive mere udtalt.

Samtidig må man i EU vise, at integrationsprocessen er af betydning for løsningen af de problemer jeg lige har nævnt. Der må ikke herske nogen tvivl om, at opgaverne virkelig løses bedre indenfor EU end nationalt. Det velbegrundede og formålstjenlige i integrationsprocessen må stå klarere for politikere og medborgere i de enkelte medlemslande, end det nu gør. Ellers ender det med at EU-landene efterhånden hver især må give efter for presset fra befolkningen og evaluere sin politik radikalt.

Hvis unionen stræber mod en videre integration uden forbedringer på dette punkt, er der fare for voksende nationalisme i medlemslandene og direkte modstand mod unionen og mod de resultater man faktisk har opnået. Det ville i høj grad begrænse EU}s muligheder for at nå nye mål og påvirke tilstandene i Europa i positiv retning.

Men lykkes det for EU at styrke infrastrukturen og samtidig effektivisere beslutningsprocessen, så ser mange en mulighed for at udforme en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik til fordel for Europa.

Her er mange aspekter der skal påtænkes, hvoraf ét dog er yderst vigtigt. Desværre har der altid i de vesteuropæiske lande været en temmelig bred tilslutning omkring den indstilling, at et af de vigtigste mål for en fælleseuropæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik er at opnå en såkaldt selvstændighed overfor USA, og da især i sikkerhedspolitisk henseende.

Oprettelsen af NATO sikrede freden i Europa i et halvt århundrede. Den transatlantiske forbindelse, der bygger på fælles værdier og viljen til at forsvare disse, førte NATO frem til sejr i den kolde krig.

Skal denne forbindelse vedligeholdes, må NATO fortsat være militært såvel som politisk troværdig og sikre USA indflydelse på den europæiske sikkerhedspolitik. Dette betyder blandt andet, at alle spørgsmål der angår NATO-landenes fælles sikkerhedsinteresser skal op til diskussion og beslutning indenfor NATO og ikke

i andre fora. Og så længe nogle lande er medlemmer af EU, og samtidig står udenfor NATO og WEU, må man sikre, at en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik indenfor EU ikke undergraver de gensidige forsvarsforpligtelser indenfor NATO og WEU.

Indenfor WEU og i dennes kontakt med EU må man derfor vælge en fremgangsmåde så man ikke risikerer at sætte den transatlantiske forbindelse over styr. I den sidste tid er forståelsen herfor blevet større. Vi må imidlertid forebygge, at den indstilling bliver dominerende på regeringskonferencen, at WEU indlemmes i EU, hvilket i fremtiden vil kunne underminere det transatlantiske sikkerhedssystem.

Island er associeret medlem af WEU og vil nøje følge debatten om og behandlingen af unionen under regeringskonferencen. Foruden at være uvurderlig for Europas sikkerhed, forener NATO også på en holdbar måde Islands sikkerhedsmæssige interesser på begge sider af Atlanten. Associeret medlemskab af WEU giver Island adgang til europæisk samråd om sikkerhedspolitik, og giver os samtidig muligheden for yderligere at medvirke til styrkelsen af NATO og vedligeholdelsen af den transatlantiske forbindelse.

Hvor vigtigt dette er for Europas historie, ser vi nu i Bosnien endnu en gang bevis på. De central- og østeuropæiske landes stilen mod medlemskab af ikke blot EU, men også NATO, er ikke mindst udtryk for deres ønske om at blive en del af det transatlantiske sikkerhedssystem, som NATO udgør, og som ikke mindst sikres af USA som det stærkeste medlemsland.

NATO deltager ligeledes aktivt i at styrke demokratiet efter den kolde krigs afslutning, og har da også enestående muligheder for at opnå resultater på dette område. Dette kommer til udtryk i "Partnership for Peace", der også har ført til nært samarbejde med de nye demokratier om fælles militærøvelser med henblik på fremtidigt fredsbevarende arbejde.

Målet med en udvidelse af NATO er at styrke demokratiet og stabiliteten. Denne udvidelse er en kompliceret og tidskrævende proces, men den åbner reelle muligheder for stabile fredstilstande i Europa. Det er en lejlighed vi ikke må forpasse.

Et andet afgørende punkt er nødvendigheden af i bred sammenhæng at styrke kontakten mellem Europa og Nordamerika i den ændrede verdenssituation der opstod ved den kolde krigs afslutning. Dette har affødt idéer og formelle forhandlinger mellem EU og USA om at oprette et atlantisk fællesskab (Atlantic Community), baseret på fælles forsvar igennem NATO, men også på fælles værdier og målsætninger for markedsøkonomi og frihandel, indre sikkerhed og fælles kulturarv.

Vesteuropas velstand i årtierne efter krigen var baseret på den indbyrdes økonomiske afhængighed som integrationsprocessen medførte, på fælles værdier og på den transatlantiske forbindelse gennem NATO.

Hr. præsident!

EU}s regeringskonference kan medvirke til at disse grundlæggende begreber vinder indpas i bredere europæisk sammenhæng og på den måde tage del i at forme det ny Europa, et fredens og fremskridtets Europa; et Europa der ikke trækker det korteste strå, men kan gøre sig gældende i en hvilken som helst sammenhæng!