INDLÆG AF ÁRNI MATHIESEN PÅ KONFERENCE FOR ISLANDSKE KONSULER I DANMARK DEN 1. DECEMBER 2004

Globale udfordringer for den islandske fiskeindustri

Ambassadør, kære konsuler og gæster.

Den islandske fiskeindustri har udviklet sig meget kraftigt fremad i de sidste år. Fiskeriministeriets opgaver er også blevet ændret i takt med industrien. Ministeriets arbejde drejede sig tidligere først og fremmest om selve fiskefangsten og hvordan den skulle organiseres. Lovgivningen om fiskekvotaer krævede mest tid i ministeriet og den var ofte et af de mest omstridte emner i den politiske debat i Island. Fiskeindustriens og Fiskeriministeriets opgaver strækker sig nu ud over mange flere områder end kun at strides om fiskekvoter.

Fiskeindustrien står, som den vigtiske islandske exportindustri, i spidsen for globaliseringen af det islandske samfund. Fisk udgør næsten to tredjedele af vareeksporten og omkring 40% af den samlede eksport af varer og tjenester. Man kan sige, at fiskeindustrien er den eneste del af Islands økonomi eller erhvervsliv, hvor Island har en vægt i global sammenhæng. Island fanger mellem 2% - 2,5% af den vilde fisk, der fanges i verden og andelen af verdens udenrigshandel med fisk er endnu større. Island har kun 0,005% af verdens befolkning. Island er derfor afhængig af andre markeder for næsten hele sin fiskefangst. Det ville sikkert være umuligt for islændinge selv at spise hele denne fiskefangst.

Markedsføring af islandsk fisk på markeder, der er parate til at betale rimelige priser for fisk af høj kvalitet, er derfor udgangspunktet for den islandske fiskeindustri. Markedsføringen er baseret på at skabe det billede af Island og islandsk fisk, at den er et naturprodukt med alle de bedste egenskaber man kan forvente af fødevarer. I Island tror vi også, at vi har haft relativ god success med markedsføringen af vores fisk. Vi har opbygget stærke salgsvirksomheder, der har opnået et godt ry på markederne og ofte været i førende position. De store salgsvirksomheder har været nødvendige for at opbygge troværdighed og stabilitet i leverancer til store kunder, men ved siden af dem findes der flere mindre spillere, der stræber efter at tjene på mindre og mere specialicerede markeder.

En stor del af Fiskeriministeriets arbejde drejer sig om globaliseringen i et bredt perspektiv. Omkring 30% af den fisk, som Island fanger, kommer fra fiskbestande, der udnyttes til fælles med andre lande. Der må forhandles om fordelingen af fiskerettigheder mellem landene, og dette arbejde kræver meget tid og energi. Ministeriet deltager også i forhandlinger om adgang til markeder for islandsk fisk. De vigtigste markeder findes i Europa, hvor vi sælger to tredjedele af vores fisk, men vi forventer også, at nye frihandelsaftaler og udvidelse af WTO skaber nye muligheder. Andre vigtige sager, der behandles i ministeriet og er stærkt knyttet til globaliseringen, er spørgsmål angående miljøkrav over for fiskeriet og information om fiskeprodukternes indhold. Her er det nordiske samarbejde særdeles vigtigt. Sammen er de nordiske lande verdens største eksportør af fisk og vi har fælles interesse i, eller måske forpligtelse til, at være ledende i at bevare fiskens status på markederne. Vi må være førende i den globale debat og samarbejde om bæredygtigt fiskeri, udvikling af miljømærkninger, forskning og distribution af information om sundhedsfaktorer, og generelle indholdsoplysninger for fisk. Disse er kun nogle af de opgaver, som den øgede globalisering skaber for vores offentlige myndigheder, og er egnet til að støtte industrien som ledende magt på markederne.

De store islandske fisksalgsvirksomeder, Icelandic og SIF, har haft væsentlige dele af deres aktiviteter i andre lande end Island. De har opbygget distributionsystemer og fabrikker i vigtige markedsområder. I de sidste år er disse aktiviteter blevet endnu vigtigere og virksomhederne har ændret sig fra at være producentfokuserede kooperativer til at være generelle distributions- og salgsvirksomheder med markedet som udgangspunkt. Disse virksomheder ejes i dag ikke længere primært af producenterne, men har fået nye investorer efter massiv omstrukturering og de bliver nu stort set drevet uafhængigt af enkelte fiskerivirksomheder.

En del af omstruktureringen og de nye omgivelser for disse fisksalgsvirksomheder viser sig i deres forsøg på at vokse på markederne med at gå længere frem i værdikæden. Flere fordelingsfabrikker er blevet opkøbt og de har først og fremmest satset på at skabe sig plads på den del af markedet, der handler med ferske eller kølede varer. Vi har set store ændringer i den strategi som virksomhederne har ført. De bygger ikke helt nye fabriker som de gjorde før og de forsøger ikke længere til en billig pris at opkøbe andre virksomheder, der har haft driftsvanskeligheder .

Vi lægger nu mærke til, at der er meget mere professionalisme til stede i fisksalgsvirksomhederne. Nu opsøger de ikke små innovationsvirksomheder, der er meget afhængige af et eller to mennesker. De ønsker, at opkøb og vækst er i harmoni med deres målsætninger, strategiske planer og deres relative styrke. De har mere tålmodighed til at vente på den rigtige chance i stedet for at gribe alle de forskellige chancer, som de får. Lederene af virksomhederne må også have styrke og vilje til at ændre, gå tilbage og endog at sælge ud, hvis der er noget, der ikke lykkedes.

Vi har også set nogle traditionelle islandske fiskerivirksomheder investere i fiskeindustrien i andre lande. Den største spiller her er Samherji som nu markerer sig som en international fiskerivirksomed og har investeringer på Færøerne, i Storbritannien, Tyskland og Canada. Andre har også været aktive og vi kan nævne investeringer i blandt andet Chile, Mexico, Norge, Danmark, Sverige, Frankrig, Spanien, Rusland, Namibia og Mauritanien. Andre er aktive i fiskehandel som Sjovik og de har nu opkøbt SIFs fiskefabrik i USA.

Erfaringerne fra de islandske fiskerivirksomheder i deres udenlandsinvesteringer har både været gode og dårlige. De har ofte mødt store vanskeligheder som de som oftest ikke har kunnet overstige. Selvom islændingene ofte har været dygtige, er det ofte ikke lykkedes for dem at vende driften hvor der har været store problemer eller bygge op i et fremmed samfund, hvor de fleste formelle eller uformelle regler og skikke er ukendte for dem. Men så findes også succeshistorier hvor man er stødt på problemer og har fundet løsninger eller har været heldige med sine investeringer. I det hele taget, så må vi erkende at succesraten kunne have været større.

Man kan måske sige at fiskeindustrien er blevet en leder i globaliseringen af Islands erhvervsliv og har givet erfaringer som andre nu nyder godt af. Vi kan sige, at de islandske virksomheder,der nu gør sig gældende i udenlandske investeringer, arbejder meget mere professionelt end man tidligere mente, at der var behov for. Strategien hos dem, der investerer mest udenlands nu, er i højere grad at fokusere på virksomheder som allerede er i god drift og forsøge at lade dem vokse endnu mere. I disse tilfælde tror man at det til syvende og sidst er billigere at betale en høj pris for en god virksomhed end at betale en lav pris for en dårlig bedrift. Når man køber en god bedrift, er der blevet investeret i en god ledergruppe, et kendt varemærke med gode vækstmuligheder, solidt cash flow og muligvis undervurderede aktiver. I disse tilfælde sparer man ikke hjælp fra troværdige banker, advokater, rådgivere og public-relations folk. Der investeres kun i industridele eller bedrifter som man kender godt, og man lægger stor vægt på due diligence, god og klar regnskabsanalyse, grundlaget for businessplaner og markedsudsigter.

Der er også en anden interessant vinkel i globaliseringen af den islandske fiskeindustri. Det er opgangen af bedrifter, der har solgt til denne industri på deres hjemmemarked og bruger deres erfaring til at vokse på andre markeder. Islandske fiskerivirksomheder stiller store krav som kundre, og de, som det er lykkedes for at sælge deres varer eller tjeneste til dem, kan forvente også at kunne sælge på andre markeder. Man peger ofte på Marel som et eksempel for denne virksomhed er faktisk vokset ud over fiskeindustrien og sælger nu sine produkter af elektronisk udstyr til en meget bredere kundegruppe.

Det er også at Islandsbanki nu definerer sig selv som en bank for fiskeindustrien i store dele af verden. De søger efter kunder i lande, hvor de mener, at den økonomiske situation er relativt god, hvor der er politisk stabilitet og fiskebestandene udnyttes på bæredygtig måde. Vi har nu set Islandsbanki låne penge til virksomheder i Norge, i Chile, i New Zealand og selv i Japan. De har også købt norske banker for at forbedre deres strategiske position på markedet.

Vi, der bor i Island, har set store ændringer i de sidste år. Islands økonomi er nu 43% større end i 1994. Konsekvenserne kan ses over hele landet i bedre levestandarder og generel optimisme. Vi oplever nu en periode med massive investeringer i kraftværker og aluminumfabrikker, der løfter hele økonomien. Vi er nu bange for at opgangskonjunkturen er for stærk og regeringen forsøger at holde økonomien i så god balance som muligt.

Men det er ikke kun disse store investeringer, der er nye. Vi får hele tiden flere nye godt uddannede mennesker ind på arbejdsmarkedet, hvoraf mange har studeret og boet i andre lande i mange år, og mange har sikkert boet her i Danmark, en tredjedel af islandske studerende i udlandet læser her. Alle disse unge mennesker rejser tilbage til Island med erfaringer og synspunkter fra andre dele af verden. Hvad der er nyt i Island er, at da man i de sidste år begyndte at opleve nogle af de successhistorier med investeringer i udlandet, først og fremmest på finansmarkedet, blev der sat et momentum i gang.

Lederene af finansvirksomhederne fik større selvtillid og efter nogle succesfulde investeringer og expansioner og erfaringer fra disse var vejen fremad ryddet. Dette skyldes ikke mindst succesen hos KB banki , der påbegyndte sine udenlandske operationer som Kaupthing i Luxembourg og New York, men nu har oplevet en enorm vækstperiode og nu er blevet større end alle islandske banker sammenlagt, hvis vi kun går få år tilbage. Der er udbud nok af uddannede unge mennesker i Island som let kan tilpasse sig det internationale finansmarked. Vi forventer dog aldrig at Island bliver et finanscentrum. Men hvad vi har set er, at væksten af islandske banker har hjulpet virksomheder i andre erhverv og også i fiskeindustrien med at vokse og gøre sig gældende på andre markeder. Islandske banker kender godt fiskeindustrien som deres kunde og kan give den nødvendigt backup i dens ekspansion på andre markeder.

Til sidst er det også nødvendigt at pege på, at nu findes der pludselig penge i Island. Med opbygning af pensionssystemet i Island som i stadig højere grad er funderet med opsparinger, har Island allerede samlet større summer end dets BNP i pensionsfonde. Disse penge må investeres og der er ikke plads nok til dem i Island alene. De må investeres i obligationer og aktier både indenlands og udenlands. Islandske virksomheder har derfor god adgang til egenkapital og lånekapital til finansiering af væksten på andre markeder.

Kære venner.

Den islandske fiskeindustri er stadig den vigtiste industri i Island. I fremtiden vil denne industri forsøge at vokse i nye retninger. Vi vil se større vægt lagt på vækst i gennem investeringer i udlandet, vi vil se større vægt lagt på at få forøget værdi ud af den fisk, der fanges fra begrænsede fiskebestande og vi vil se større vægt på fiskeopdræt. Men der er noget som vi ved aldrig vil ændres i Island. Fiskeindustrien må altid være en globalt orienteret industri, internationelt konkurrencedygtig og altid villig til at være i spidsen for udviklingen af det islandske samfund.