Kære nordiske venner,

Jeg vil begynde med at takke for denne lejlighed til at sige nogle ord og deltage i dette seminar. Det er meget glædeligt at man her diskuterer filmproduktion og dens betydning for egnsudvikling. Det forholder sig nemlig sådan at egnsudvikling hører ind under mit ministerium og desuden falder lovgivningen om midlertidig statsrefusion for filmproduktioner også under handels- og industriministeriet.

I forlængelse af denne lovgivning er omfanget af filmproduktion i Island vokset meget og eftersom den særprægede islandske natur er blandt det som trækker filmproducenterne til landet så har landdistrikterne nydt godt af denne udvikling.

Men, lad os gå tilbage til begyndelsen, som var i året 1998 (nitten nitti otte) da det amerikanske produktionsselskab Miramax viste interesse for at filme i Island. For at undersøge hvilke muligheder dette kunne medføre nedsatte daværende industriminister en arbejdsgruppe, der siden skulle komme med et handlingsforslag til regeringen.

Arbejdsgruppen gik i gang med at undersøge hvordan det offentlige i de lande som Island konkurrerer med støtter filmproduktion, især når det drejer sig om at trække udenlandske produktionsselskaber til. På grundlag af arbejdsgruppens konklusioner blev der fremsat et lovforslag om midlertidige refusioner for filmproduktion i Island. Ordningen skulle virke som incitament for producenterne og var efter udenlandsk forbillede, blandt andet fra Canada.

Vægten blev lagt på følgende ved udarbejdelsen af incitamentssystemet:

At det ville forøge udenlandske filmproducenters interesse for Island.

At statens udgifter skulle afpasses efter øgede indtægter.

At systemet var enkelt og let gennemskueligt.

At man respekterede lighedsprincippet ved statsstøtten.

Og at handlingsplanen ville styrke islandsk filmproduktion.

Altinget vedtog lovforslaget i marts 1999 (nitten nitti ni) og kort efter fremsatte EFTAs kontrolinstitut, EAS, bemærkninger til bestemte punkter i lovforslaget, som efter instituttets opfattelse blandt andet var i modstrid med EØS-aftalens bestemmelser om statsstøtte. De punkter som EAS især fremsatte bemærkninger til angik det kulturelle indhold, støtteprocent, produktion i et andet medlemsland og forligelighed med EØS-aftalen. For at komme nærmere ind på de enkelte kritikpunkter, så var loven efter EØS’s opfattelse ikke målrettet nok hvad angik kulturindholdet, det vil sige at lovens mål angående styrkelse af filmindustrien som kunstnerisk udtryksform ikke fremgik klart nok. Endvidere var det efter instituttets opfattelse ubegrundet at tilbagebetalingen skulle være procentuelt forskellig, alt efter produktionsomkostningernes størrelse, samt at en produktion der ikke opnåede et bestemt minimumsbeløb, ikke var berettiget til refusion. Desuden var loven efter instituttets opfattelse ikke i overensstemmelsem med EØS-aftalens grundprincip om fri servicehandel, hvor vilkårene for refusion i dette tilfælde er bundet til de omkostninger der finder sted i Island alene.

Man reagerede på disse anmærkninger med en ændring i loven og samarbejdede deri med ESA. Myndighederne udsatte lovens ikrafttræden under denne periode. Lovændringen blev siden vedtaget af Altinget i 2000 (året to tusind) og da begyndte man at tilbagebetale 12% (tolv procent) af produktionsomkostningerne i Island.

Formålet med den gældende lov er at medvirke til styrke islandsk kultur og præsentere landets historie og natur ved hjælp af en midlertidig støtteordning til film- og fjernsynsproduktioner der finder sted i Island.

Efter ESA indsendte sine bemærkninger skete den ændring, at i stedet for kun at tilbagebetale for omkostninger der sker i Island regner man i den gældende lov med at ved udregningen af refusionen for produktionsomkostninger er det tilladt at tilbagebetale omkostninger der kun finder sted i Island forudsat at 80% eller mindre af de produktionsomkostninger der finder sted i EØS-området sker i Island.

I de tilfælde hvor over 80% (otti procent) af produktionsomkostningerne sker i Island skal tilbagebetalingen regnes ud fra de samlede produktionsomkostninger i

EØS-området.

Tilbagebetalingen kan finde sted efter at visse vilkår bliver opfyldt. Blandt andet skal en anmodning om refusion indløbe inden filmatiseringen påbegyndes og filmatiseringen skal være færdig inden 3 år fra anmodningen om refusion fremsættes. Reklamer og beslægtet materiale samt nyheder falder ikke under betingelserne for refusion, men udelukkende film eller programmer der beregnet er til distribution i biografer eller fjernsynsstationer.

Den ændring blev endvidere foretaget at refusionsprocenten blev fastsat på 12% af produktionsomkostningerne, men tidligere regnede man med flere trin i tilbagebetalingen, alt efter produktionsomkostningerne. Denne ændring betød en betydelig forenkling af systemet. Man gjorde endvidere den ændring at trække tilbage bestemmelser om at materiale der modtog støtte fra den statslige filmfond ikke kunne få refusion og i stedet tilføjede man den bestemmelse i loven at sammenlagt støtte fra filmfonden og refusionsbeløbet aldrig måtte overstige 50% (femti procent) af de samlede produktionsomkostninger der sker i Island.

Denne nye lov trådte som før sagt i kraft i begyndelsen af 2001 (to tusind og ét) og gælder til den 31. (én og tredivte) december 2006 (to tusind og seks). Indtil videre har der hersket stor tilfredshed med loven; producenter, såvel islandske som udenlandske, har været enige om at loven er klar, enkel og effektiv i sin udformning. Refusion sker hurtigt efter at opgør for produktionerne indløber til det udvalg, der ifølge loven skal gennemgå ansøgningerne. Nu er loven under revision og der er vilje hos regeringen for at ordningen fortsætter, selv om at man i begyndelsen anså den for at være midlertidig.

Men hvilke er så resultaterne? Ministeriet hyrede instituttet ‘Invest in Iceland’ til at præsentere loven samtidig med at det arbejdede på at gøre Island til en interessant mulighed for filmoptagelser. Instituttets medarbejdere har deltaget i de vigtigste konferencer og udstillinger, hvor ‘film locations’ præsenteres.

Siden loven om 12% (tolv procent) refusion trådte i kraft i 2001 (to tusind og ét) beløber tilbagebetalingen sig til godt 4.2 millioner Euro. Man har endvidere givet løfter om at tilbagebetale 6.7 millioner Euro på grund af igangværende projekter. Eftersom vi her taler om en refusion på 12% (tolv procent) så står det klart at projekternes omsætning er ca. 91.5 millioner Euro. Samtidig med en revision af loven udarbejdes der nu en statusopgørelse af disse projekters økonomiske betydning. Det står klart at gevinsten er større end de direkte omkostninger og spredningseffekten er omfattende. Jeg kan for eksempel nævne et nyligt projekt der fandt sted i Island, som er den nyeste film fra Clint Eastwood, Flag of our Fathers. Filmen bygger på beretninger om USAs invasion i den japanske ø Iwo Jima og handler hovedsagelig om de seks soldater, der hejste det amerikanske flag på øen; en begivenhed som mange genkender fra et nyhedsfoto.

Omkostningerne i Island ved dette projekt alene beregnes til ca. 16 (seksten) millioner US-dollars. Filmoptagelserne tog 8 (otte) uger og fandt sted på landets syd-vestlige hjørne, tæt på lufthavnen i Keflavík. Der var et stort antal udenlandske medarbejdere der medvirkede i optagelserne foruden 240 (to hundrede og firti) islandske ansatte. Der blev købt næsten 11 000 (elve tusind) hotelovernatninger i Reykjavík og Keflavík i forbindelse med projektet.

To andre projekter fandt endvidere sted sidste efterår i landdistrikterne. For det første optagelserne af Beowulf, hvor blandt andet Gerard Butler og Stellan Skarsgaard medvirker, og på den anden side optagelser af filmen A little Trip to Heaven, hvor blandt andet Forrest Whitaker og Julia Stiles spiller. Begge film havde premiere på filmfestivalen i Toronto for nylig. Desuden kan jeg nævne produktionen af tv-serien Lazy Town som bygger helt og holdent på islandske idéer; et projekt der har haft stor succes og er blevet vist i amerikansk tv i år og bliver vist i 78 (sytti-otte) lande ved udgangen af dette år. For nylig købte BBC rettighederne til serien, som bliver transmitteret til 57 (femti-syv) millioner seere.

Den pr-effekt som disse film- og fjernsynsprojekter har haft for Island har uden tvivl givet et godt udbytte og vil blive ved med at gøre det. Projekterne giver et stort udbytte under optagelserne, især hvis der er tale om projekter i landdistrikterne, der ofte finder sted uden for højsæsonen. Man håber endvidere på at den langsigtede effekt bliver stor og projekterne bidrager yderligere til en interesse for Island.

Der er to grunde til at udenlandske producenter søger til Island. Dels er det den islandske natur og dels det arbejdsmiljø vi har at byde på. Derved mener jeg godt personale og gunstige økonomsiske vilkår. Jeg er overbevist om at de mange projekter der har fundet sted indenfor filmproduktion i Island i de seneste år aldrig var sket uden myndighedernes incitamentsordning.

Kære tilhørere, til slut vil jeg vise jer en kort video, hvor vi ser en brøkdel af de projekter der er blevet realiseret i Island. God fornøjelse