Íslensk þýðing (PDF 16,1 KB)

Ensk þýðing (PDF 17,1 KB)

"Kapplöpning till Nordpolen"

Om isländsk och nordisk säkerhetspolitik i förandring.

Afholdt onsdag d. 29. august 2007.

Ingibjörg Sólrún Gísladóttir, Islands udenrigsminister.

Det talte ord gælder

Kære konferencedeltagere,

Det var mig en stor glæde at modtage tilbudet om at tale ved åbningen af dette symposium, der bliver afholdt i forbindelse med åbningen af NATO's og Partnerskab for Fred's øvelse Northern Challenge 2007.

Islands nationale sikkerhed og forsvar står netop nu over for store og skelsættende forandringer. Hidtil har Island i større eller mindre grad været modtager i de vestlige landes forsvarssamarbejde. Igennem årtier udførte den amerikanske forsvarsstyrke de pligter for Island, som selvstændige og suveræne stater som regel selv udfører. I praksis talte USA på Islands vegne inden for NATO i militære anliggender og optrådte i mange sammenhænge som Islands formynder. USA's bidrag til landets forsvar var i højeste grad vigtigt men virkede på visse måder isolerende overfor vores nabolande.

Disse tider er nu forbi, og Island er trådt ind i en ny epoke i sikkerheds- og forsvarsanliggender.

Efter underskrivelsen af aftalen med USA om ophør af amerikansk militær tilstedeværelse i Island har man under den nuværende statsministers ledelse arbejdet på at styrke og øge samarbejdet med andre nabolande inden for sikkerheds- og forsvarsanliggender. Forhandlinger har fundet sted med Norge, Danmark, Storbritannien, Kanada, Tyskland og andre nationer, og Island har allerede underskrevet rammeaftaler med Norge og Danmark angående forsvarssamarbejde. I den nærmere fremtid skal disse aftaler specificeres, og jeg fornemmer stor interesse hos vore nabonationer for disse aftaler.

Jeg har siden den nye regering tiltrådte arbejdet på at forberede udførelsen af en grundig og faglig trusselsvurdering for Island. Island har længe manglet en sådan vurdering, og enhver form for planer eller beredskab kan efter min mening ikke være tilfredsstillende uden en trusselsvurdering som grundlag.

Det står ligeledes klart, at vi i islandsk politik må udvise mere demokratiske arbejdsmetoder end hvad vi hidtil  har accepteret angående national sikkerhed. Vi må tydeligt definere den grænse, der altid må være mellem anliggender, der hører under generel oplysningspligt, og andre anliggender, om hvilke der må herske speciel fortrolighed. Derudover er det vigtigt at autoritetsgrænser og magtbeføjelser er tydeligt definerede. 

Generelt kan det siges, at debatten må øges, samtidigt med at der må opnås enighed om grundlæggende principper. En sådan enighed består i store træk hos Islands nabolande, og der er ingen grund til i Island at bibeholde den konflikttradition, der alt for længe har hersket i vurderingen af eget forsvar og af national sikkerhed: Forsvaret er nationens fælles interesse. Det er vigtigt at det ikke underkastes politiske kastevinde på hjemmebane men baseres på en velfunderet vurdering af de farer, som nationen til enhver tid må stå over for. Dette må vi opnå enighed om. 

Der må oprettes et samrådsforum for de politiske partier til behandling af sikkerheds- og forsvarsanliggender ligesom det er vigtigt at der oprettes og udvikles et stærkt og aktivt forskningsorgan inden for dette felt, som vil deltage i det internationale oplysningssamarbejde.  

Det er nødvendigt at skelne klart mellem på den ene side  den indre sikkerhed i det islandske samfund og på den anden side den ydre nationale sikkerhed og Islands samarbejde med andre nationer på dette felt. Og under disse nye omstændigheder må der bestå et godt samarbejde mellem ministerier og andre nationale organer. 

Island må som fuldgyldigt medlem af NATO påtage sig et nyt ansvar. Det er således NATO's vurdering, at luftværnssystemet over Island, som USA ophørte med at anvende i denne måned, er nødvendigt for forsvaret af Island og for NATO's fælles forsvar. Vi vil derfor holde systemet i videre operation, hvilket er en ny udvikling, idet dette er Islands selvstændige og betydningsfulde bidrag til NATO-landenes samarbejde.  Tilpasning af systemet til NATO's koordinerede luftværnssystem, NATINADS, vil være udført inden for nogle uger. 

Islands øgede ansvar inden for NATO medfører endvidere deltagelse i mange af NATO's nye opgaver, så som inden for fredsbevaring i lande og landsdele uden for sammenslutningens traditionelle aktivitetssfære. Det bør dog haves in mente, at Island ikke har soldater til at patruljere mellem eventuelle krigsparter men derimod mange velkvalificerede specialister, der kan træde til, når krigshandlinger er ophørt. Islandsk fredsbevaring vil derfor fortrinsvis være på det område, der defineres som fredsopbygning, og Island vil aldrig påtage sig opgaver i forbindelse med såkaldt "hårdt forsvar". Der skal derfor ikke oprettes nogen islandsk beredskabsstyrke eller nogen islandsk hær. Dette er hverken nødvendigt eller ønskværdigt og ville stå i modsætning til islandsk tradition. De sidste bevæbnede styrker i Island blev afvæbnet midt i 1500-tallet. Det er vigtigt også at huske på, at forudsætningen for Islands rolle som medstifter af NATO i 1949 netop var, at landet ikke havde og ikke ville oprette nogen hær. Denne forudsætning er endnu fuldgyldig. 

Islands rolle bliver derimod meget tydeligere set på baggrund af blødt forsvar (soft defence), hvor udenrigstjenesten spiller nøglerollen og hvor Islands største opgaver er inden for fredsbevaring og udviklingshjælp. 

I  det internationale samarbejde må vi ligeledes stå vagt om visse grundprincipper, der er universelle og uafhængige af religion, nationalitet og økonomisk stilling. Begreber som demokrati, frihed, ligestilling og menneskerettigheder er ikke tomme ord men derimod grundlaget for retfærdighed og fremskridt i alle verdensdele. Disse begreber udgør det ideologiske grundlag for republikken Island og for de største internationale organisationer, som landet er medlem af, så som Nordisk Råd, NATO og De Forenede Nationer. De udgør således den ledetråd, som vort arbejde i internationalt politisk samarbejde er baseret på, herunder også sikkerheds- og forsvarsanliggender.

Selv om Island hverken er stort eller folkerigt, fritager dette os ikke fra pligten til deltagelse i internationalt politisk samarbejde eller mindsker vores ærinde på den internationale scene. Island nyder i dag fuldt ud frugterne af demokratisk international samarbejde hvis fundament er international lov. Vi er derfor moralsk forpligtede til at v'ærne disse værdier, og ikke nok med det: vi må sikre deres fremgang. Vi skal have ambitioner og mod til at lade andre høre vores stemme og vore synspunkter, ligesom vi skal lade handling følge ord i alt internationalt arbejde. Islands øgede bidrag og deltagelse på den internationale scene, herunder også Islands kandidatur til FN's sikkerhedsråd, er direkte vidnesbyrd om dette.

I det moderne tekniske samfund omfatter sikkerhedsbegrebet flere og mere komplekse aspekter end tidligere. Nu drejer sikkerheds- og forsvarsanliggender sig ikke udelukkende om traditionelle krigshandlinger men om aktioner mod miljøfarer, forurening, naturkatastrofer, epidemier og beskyttelse mod terrorhandlinger. Vi kan i Island glæde os over ikke længere at stå i skudlinjen som under den kolde krig, men netop derfor må vi selvstændigt vurdere eventuelle trusler og basere vore aktioner på denne vurdering. 

En nation kan i dag ikke på egen hånd sikre sine borgere men må i de fleste tilfælde samarbejde med andre nationer om en fælles international løsning. Det står klart, at en stadig voksende transport af brændstof over Nordatlanten - der stadig er et af Europas største spisekamre - medfører en voksende risiko, og det vil være af største betydning at opnå et internationalt samarbejde og en koordinering af de nationer, der har de største interesser på dette felt.

Overskriften for konferencen i dag er Kapløbet om Nordpolen. Som vi alle ved står store interesser på spil i polarområderne, og sikkerhed i polarhavene er uden tvivl et af Islands vigtigste anliggender hvad angår national sikkerhed. Island har gennem lang tid spillet en vigtig rolle ved udformning af internationale spilleregler om udnyttelse af havet og dets naturrigdomme. På grundlag af denne erfaring vil vi ikke undslå os fra at deltage i udformningen af nødvendige spilleregler i polarområderne. Internationale love og regler må dér veje tungere end den stærkes ret, og menneskehedens interesser må som helhed veje tungere end enkelte nationers snævre interesser.