Samarbejdsminister Össur Skarphéðinsson åbningsindlæg

29. september 2007

ved styreseminar afholdt af Foreningerne Nordens Forbund

i Reykjavik

Kære venner,

Nordiske møder er både nyttige og naturlige. Vi har meget til fælles kulturelt og historisk og vort syn på samfundet og vor tradition for praktiske løsninger på politiske og økonomiske problemer ligner hinanden meget. Den nordiske model med velfærd og økonomisk frihed er den bedste i verden, som vi alle ved.

Jeg selv kom sent til det nordiske samarbejde. Jeg har været fire valgperioder i det islandske parlament - seksten år - men det er først nu, at jeg deltager i nordisk samarbejde. I Sverige siger man at Bernadotterne kommer sent til kunsten – men så plejer de svenske konger også at leve længe. Måske min nye rolle som nordisk samarbejdsminister i den islandske regering vil garantere mig politisk overlevelse for de næste seksten år?

Min interesse i nordisk samarbejde blev ikke mindst vakt af mit partis og vores norske søsterpartis nære kontakt gennem tiden, især angående spørgsmålet om Islands og Norges medlemskab af EU. Det er min bjergfaste tro at det er bedst for Norden, og nordisk samarbejde at alle de nordiske lande til sidst befinder sig som en nordisk helhed indenfor EU.

Vi, som står uden for EU må derfor nøjes med at bruge vores nordiske EU-kontakter til at beskytte vore interesser. Det er derfor ikke mindst i europæisk sammenhæng at man indser hvor utrolig vigtigt det nære, men ofte uformelle nordiske samarbejde er.

Den idéelle virksomhed der drives af Foreningerne Norden i vore lande er derfor også vigtig i mange henseender, ikke mindst for samarbejdet mellem de nordiske parlamentarikere og regeringerne. Før Nordisk Råd, og senere Nordisk Ministerråd blev dannet, var dette folkelige fællesskab allerede opstået for længe siden. Et samarbejde der på baggrund af nye strømme i Europa på den tid opstod af sig selv i græsroden og voksede sig stærkt uden hjælp eller støtte fra nogen myndigheder.

Foreningen Norden i Island fejrer i dag sit 85 års jubilæum. Da Nordisk Råd blev dannet i 1952 havde man derfor her i landet allerede deltaget i nordisk samarbejde i hele 30 år. Det er aldeles åbenbart at dette var grunden som det nordiske parlamentariske samarbejde havde at bygge på.

Dette må vi aldrig glemme, vi som arbejder med det officielle nordiske samarbejde.

I dag er der et tæt samvirke mellem Foreningerne Norden og både Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. På vegne af de nordiske samarbejdsministre kan jeg konstatere at Foreningerne Norden stadigvæk er en vigtig inspirationskilde og pådriver for os – og det er sådan det skal være.

Som temmelig nybagt nordisk samarbejdsminister i Islands regering er jeg særdeles glad for at kunne træffe jer i dag og på den måde få mulighed for at berette helt kort om hvad der sker netop nu indenfor Nordisk Ministerråd. Det nordiske samarbejdes traditionelle grundsøjler er der stadig: Samarbejde indenfor kultur og uddannelse, forskning og innovation, social- og sundhedssamarbejdet, og nabopolitikken.

Men vejen ind i den nærmeste fremtid kendetegnes unægteligt af Ministerrådets nye satsning: Nemlig Nordens fælles svar på globaliseringens udfordringer. Ambitionen og målet er at gøre Norden som region stærkere i den globale konkurrence gennem at udvikle vore fælles styrkepositioner, ikke mindst på forsknings- og innovationsområdet.

Optakten til den nye satsning kan spores til debatskriftet, “Norden som en global vinderregion”, der blev publiceret for to år siden. Det vakte straks stor opmærksomhed og blev i de efterfølgende måneder diskuteret livligt i nordiske kredse. Uden at gå for meget ind på historikken kan vi bare konstatere at globaliseringen blev hovedtemaet på de nordiske statsministres årlige sommermøde i Finland i år.

Der enedes man om vigtigheden af at de nordiske lande sammen indtager et positivt standpunkt overfor globaliseringen og udnytter de nye muligheder og udfordringer som den medfører. Nøgleordene er et kyndigere, synligere og mere velstående Norden. Samarbejdsministrene fik til opgave at lede og gennemføre globaliseringsinitiativet. Jeg overlader til generalsekretær Halldór Ásgrímsson at fordybe sig i globaliserings-satsningen i sin helhed, men vælger i stedet at løfte et par områder frem - hvor jeg anser at Island har noget værdifuldt at bidrage med.

En vigtig komponent i globaliseringsinitiativet er en intensivering af de pågående bestræbelser på at gøre Norden til et stærkt kundskabs- og innovationsområde. Spørgsmål omkring klima, energi og miljø skal fremmes og samarbejdet på energiområdet styrkes. Her handler det om sager der står vore islandske hjerter meget nær. Norden vil profilere sig som en region der går i spidsen i anvendelsen af fornybar energi, energieffektivitet og miljøbeskyttelse.

Island har en lang historie i udnyttelse af jordvarme og vandkraft. Omkring 72% af alt energiforbrug her i landet kommer fra fornybare energikilder og mere end 99% af al elektricitet baseres på grøn energi, vand- og varmekraft. Det er egentlig bare skibe, biler og en del maskiner som vi endnu ikke har gjort grønne. På det område gør man opsigtsvækkende forsøg med at køre biler på methangas, hydrogen og etanol. Sådanne forsøg køres også andre steder i Norden og her har vi meget at vinde hvis vi slår pjalterne sammen.

Her på Island er vi overbeviste om at vi indenfor en overskuelig tid vil blive den første nation i verden der frigør sig totalt fra fossilt brændstof i sin energiforsyning. Islandske foretagender der har solid baggrund i den kundskab og erfaring vi har med at tøjle vand- og varmekraft, arbejder nu, ved hjælp af islandsk og international kapital, på at etablere sig i alle verdens hjørner. Bare i går offentliggjorde man en aftale i forbindelse med Clinton-Fonden hvor et islandsk foretagende garanterer investering på ti milliarder islandske kroner i et nyt geotermisk kraftværk i Djibouti. Inden længe håber vi at færdiggøre lignende aftaler i mange andre lande, så forskellige som Kalifornien, Tyskland, Kina, Guadalope og Indonesien, for kun at nævne nogle.

Mere end 70 lande i verden har adgang til geotermisk energi. Men de fleste mangler ikke kun kapital, men også kundskab til at udnytte disse ressourser. Der kommer Island forhåbentlig til at spille en vigtig rolle.

Dertil kommer at der netop i disse dage er påbegyndt et omfattende eksperiment med dybboringer hvor man vil bore ned til 3-5 tusinde meter, hvilket kan give 10 gange mere kraft fra hvert borehul. Hvis dette eksperiment giver resultater kan også de såkaldt “kolde” lande få adgang til denne varmekilde fra jordens indre. I det tilfælde kunne man med jordvarme producere al den energi som for eksempel Indonesien behøver i dag.

I Island betragter vi os - med traditionel beskedenhed - som verdens eksperter i produktion af geotermisk energi. Islands bidrag til at bekæmpe de katastrofale klimaændringer som vi står overfor vil derfor ikke mindst være den specielle teknologi vi har udviklet i løbet af det sidste århundrede til udnyttelse af geotermisk energi.

Der findes en hel del spændende idéer indenfor rammerne for globaliseringsinitiativet. Statsministrene vil årligt indkalde til et nordisk topmøde omkring globaliseringen for at fokusere bestræbelserne. Der er tanker om fælles nordiske innovationsrepræsentationer i Asien og en fælles international profilering af Nordens topforskning på prioriterede områder.

Som den minister som er ansvarlig for innovation er jeg specielt interesseret i praktiske løsninger på den mangel af risikokapital som mange ser som en tærskel for innovation i nogle af de nordiske lander. Eftersom de nordiske lande alle i lige høj grad satser på innovation og ny teknologi for at opbygge sin velfærd i fremtiden – da spiller adgangen til risikokapital en nøglerolle. Vore skatteregler i dag gør det imidlertid umuligt at etablere en venturefond i et nordisk land med investorer fra de andre lande. Jeg synes ikke at vi burde behøve at søge til Guernsey eller Bermuda for at etablere en nordisk risikokapitalfond. Dette er en sag som jeg, i min egenskab af islandsk industriminister, gerne vil virke for i globaliseringsinitiativet.

Kære venner,

for at Norden på overbevisende måde skal kunne fremstå som en attraktiv region med et velfungerende indre marked i den globale konkurrence, må vi være dygtigere til at gøre vores hjemmearbejde. Jeg beskæftiger mig nu med grænsehindringsspørgsmålene – der må vi virkelig tage nye tag og vise i handling at vi mener hvad vi siger: nemlig at unødvendige grænsehindringer der fortsat findes mellem vore lande skal ryddes af vejen med alle midler. Dette har altid været hensigten med det nordiske samarbejde – grundtanken er der jo i Helsingforsaftalen og andre vigtige nordiske aftaler.

I løbet af de seneste år har vi rigtigt nok opnået vigtige resultater når det gælder enkeltpersoner. Men når det gælder næringslivet og specielt de mindre og mellemstore foretagender er der meget tilbage at tage fat på. Vi må gøre det enklere og smidigere for vore nordiske foretagender at sælge både varer og tjenester andre steder i Norden, og vi må også gøre det lettere for dem at etablere sig i et andet nordisk land. Der findes stadig for mange handelshindringer på næringslivsområdet til at vi kan betegne vores indre marked som velfungerende.

Kære venner!

Den nordiske model er i dag beundret hele verden over som symbol for et vellykket demokratisk samfund, baseret på frihed, velfærd og respekt for mennesket.

Det er noget som vi, til trods for forskellige politiske retninger og partilinjer, må enes om at bevare.

Den irske poet, Oscar Wilde sagde engang at islændingene var heldige nok til at have fundet Amerika, men kloge nok til at have tabt det igen.

Vi i Norden fandt den bedste samfundsmodel i hele verden. Nu må vi være kloge nok til at ikke at tabe den igen!

Jeg ønsker jer en god fortsættelse af konferencen og en fortsat behagelig oplevelse af Reykjavik og Island.