Tale vedrørende Redegørelse om “EU’s Maritime Politik og Norden”

Fru præsident.

Det er en særlig glæde for mig som gammel fiskermand fra de islandske trawlere og også som en gammel fiskeribiolog, at den første tale, jeg holder i Nordisk Råd, drejer sig om maritim politik. I den forbindelse kan man godt sige, at EU er ved at søsætte en politisk supertanker. Den er lige blevet navngivet: en integreret maritim politik for Den Europæiske Union, og den skal efter færdiggørelse søsættes i december 2007.

Norden har heldigvis gode muligheder for at sørge for godt mandskab på broen og også for godt mandskab til at tage vagten i maskinrummet, og ikke mindst har Norden mulighed for at få indflydelse på, hvad skibet skal lastes med. Kursen og skibets fart bestemmes af de politiske processers hastighed, og lasten er bestemmende for processernes indholdsmæssige substans. Norden har derfor en unik mulighed for at påvirke en af Europas store politiske udfordringer inden for den maritime politik.

EU’s maritime politik er EU-landenes samlede vision om en helhedstilgang til havene og oceanerne. Den holistiske tilgang er at se alle maritime sektorers økonomiske aktiviteter med samme optik for derigennem at sikre en økonomisk udvikling af sektorerne, uden at det går ud over miljøet. De centrale elementer i EU’s maritime politik er selve handlingsplanen. Den er Kommissionens bud på, hvordan den maritime politik kan realiseres, og handlingsplanen er et dokument med over 50 konkrete forslag, som dækker meget forskellige aktiviteter.

Redegørelsen til Nordisk Råd gennemgår handlingsplanens syv indsatsområders formål og indhold og giver eksempler på nordiske aktiviteter, som matcher de aktiviteter, Kommissionen ønsker sat i gang. Disse områder er: integreret maritim forvaltning, redskaber til integreret politik, maksimal og bæredygtig udnyttelse af havet, kundskabsopbygningen og innovationsgrundlaget for den maritime politik, at levere høj livskvalitet i de kystnære samfund, at fremme europæisk ledelse på de maritime områder og at øge synligheden af det maritime Europa. Til sidst ser redegørelsen på handlingsplanen i et nordisk perspektiv og reflekterer over potentialer i regi af Nordisk Ministerråd.

Vi ved jo, at der pågår flere sammenlignende analyser af nordisk maritim forvaltning. Norge har f.eks. udviklet en forvaltningsplan for Barentshavet og vil fortsætte processen på andre havområder. Under vores, Islands, formandskab i 2004 afholdtes en international konference, Ocean Government, og Island har udviklet en strategi for det islandske havområde.

Nordisk Råd har drøftet EU’s maritime politik i de tidlige faser af politikkens udvikling, og jeg er ganske spændt på at se, hvilke perspektiver de mulige fortsatte drøftelser i rådet vil bringe. Hvert enkelt land og Norden som helhed kan på visse områder med stor sandsynlighed bidrage med værdifulde indsatser, som kan matche og løfte kvaliteten af EU’s maritime politik, og det er nu vores opgave.