På dette nordiske kulturforum, hvor samspillet mellem klima og kunst er i fokus, har det danske formandskab bedt mig om at hilse jer velkommen på ministerrådets og de nordiske kulturministres vegne og derved åbne forummet, hvilket er mig en stor ære.

Kulturforum i Reykjavik

Kære deltagere.
Velkommen til Island på denne smukke sensommerdag.
På dette nordiske kulturforum, hvor samspillet mellem klima og kunst er i fokus, har det danske formandskab bedt mig om at hilse jer velkommen på ministerrådets og de nordiske kulturministres vegne og derved åbne forummet, hvilket er mig en stor ære.

Vi står her i Nordens Hus i Reykjavik og dermed i et knudepunkt for formidling af nordisk kunst i Island og for islandsk kunst i Norden. Huset er en arkitektonisk perle og det ældste af de fem nordiske kulturhuse og -institutter, som Nordisk ministerråd har oprettet rundt om i Norden. Det blev indviet i 1968 og demonstrerer på smukkeste vis det vellykkede samarbejde, vi har i Norden. Og Nordens hus er således et glimrende afsæt for at styrke samarbejdet mellem de nordiske lande og for at bane vejen for udvidet samarbejde om udbredelse af kendskabet til nordisk kunst uden for Norden - Norden i Verden.

Der er en anden god grund til at holde dette kulturforum, som hovedsagelig skal beskæftige sig med den litterære del af kunsten, her i huset. De nordiske kulturministre har i deres handlingsplan for de kommende to år besluttet at lægge vægt på de nordiske sprog og oversættelser af nordisk litteratur fra det ene nordiske sprog til det andet. At vi vil lade handling fölge ord i denne vigtige beslutning, viser sig blandt andet ved, at stötten til overættelser har fået sin egen linje i det nordiske budget og at Nordens hus i Reykjavik har fået tildelt en vigtig rolle i denne litterære satsning, som en slags nordisk litteraturcentrum, foruden det opdrag at forvalte denne stötteordning.

Den islandske natur har en ganske særlig karakter. Her er vi udsat og konfronteret med kræfter, der er større end os selv, kræfter vi ikke kan tøjle, ikke som enkeltindivider og heller ikke, når vi slutter os sammen. I den islandske litteratur har naturen og dens kræfter altid spillet en stor rolle. Den er med i vores tradition, vores fortællinger og er en del af vores identitet.

Næsten hele verden mærkede meget direkte, hvordan den islandske natur kan bestemme over vores dagligdag, da vulkanen Eyjafjallajökull for et halvt år siden sendte askeskyer op i himmelen og lammede flytrafikken i Europa i flere dage. Litterært fik det den meget konkrete betydning, at de fleste nordiske lande blev forhindrede i at deltage i den årlige bogmesse i London, og dermed ikke fik mulighed for at lave personlige aftaler om køb og salg af vores forfatteres værker. Det har de forhåbentlig indhentet pr. mail senere men vi er vældighed af det!

Da Eyjafjallajökull, som egentlig betegnes som en lille vulkan, gik i udbrud, skælvede hele verden, og her i Island skævede vi til Katla, den store vulkan ved siden af. Vulkanen Katla er ikke blot en vulkan, den er både Islands fysiske fundament og Islands sjæl. I Danmark har I Holger Danske, en figur af gips, der sidder og venter i de fugtigt kældre under Kronborg, men vi har Katla!

For nogen, mytisk tænkende, er det ikke tilfældigt, at vulkanerne vågner på et tidspunkt, hvor der er alvorlig krise i Island. Svarer vulkanen på vores uansvarlighed, når vi tror vi kan kontrollere og styre det hele? Og vil den ryste os på plads og indsætte os i de rette proportioner?

Mange islandske kunstnere undersøger og formidler den økonomiske krises rystelser i deres værker, og mange forholder sig direkte til de aktuelle forhold. Einar Már Guðmundsson har i flere bøger og på anden vis markeret sig i de aktuelle diskussioner. Senest har Bjørk sat sig i spidsen for en modstand mod at sælge de islandske varme kilder ud af national ejendom. Også Hallgrimur Helgason og Andri Snær Magnason har deltaget med litterære bidrag.

Det, den kunstneriske bearbejdning kan, er frem for alt at yde sit eget selvstændige bidrag til de samfundsmæssige – og globale – udfordringer på en kvalificeret måde. Vi står over for udfordringer, som grundlæggende handler om vores måde at forholde os til verden på, vores erkendelse. Før der virkelig kan være samfundsmæssig opbakning til forandringer, er det nødvendigt, at hver enkelt af os erkender og danner os et billede af, hvilke udfordringer og problemer det er, vi står over for. Og det er netop dette den kunstneriske bearbejdning, litteraturen, kan: give os billeder, der kan få os til at handle. Vi kan læse nok så mange videnskabelige artikler og indlæg i aviserne, men kun litteraturen med sin særlige kraft kan give os billeder og fortællinger, som vi kan tage til os, optage i os og gøre til en del af vores identitet, og som dermed kan give afsæt til handling. Man siger at ”der skal handling bag ordene”, og så mener man, at det ikke er nok at snakke, der skal også gøres noget; men oftest er det sådan, at der skal billeder og fortællinger til for at sætte handlinger i gang, at vi skal have billeder og fortællinger bag handlingerne.

Diskussionen om klimaets og miljöets rolle i litteraturen kan være meget varierende og omfangsrig. I 1800-tallets islandske litteratur blev menneskenes skæbne ofte bestemt af uvejr og naturkatastrofer. Noget lignende kendetegner også litteraturen i det 20. århundrede. Det er for eksempel ganske vist at Bjartur i Sumarhúsum, hovedpersonen i Halldór Laxnes´ ”Frie Mænd” eller ”Sjálfstætt fólk” som den hedder på islandsk, ville have været en helt anden person, og sandsynligvis fået en anden skæbne, i et mildere klima!

Hvilken rolle spiller klimaet i dagens litteratur? Kan det sommetider være skæbnesvangert eller er det kun en miljöfaktor, som enten er behagelig eller det modsatte? Genspejles kampen for bevaring af naturen i nutidens litteratur?

Dette er alt sammen insteressante problemstillinger, som man her på dette kulturforum kan diskutere ud fra et fagligt grundlag sammen med andre gode temaer.  Jeg önsker jer god arbejdslyst og siger hermed dette kulturforum formelt åbnet.

Mange tak.