7. apríl 2011, Norræna húsið

Halldór Laxness skrev engang en artikel om islændingenes forhold til vores nordiske broderfolk, især til danskerne. Til trods for forfatteren fokuserer på Islands løsrivelse berører han også mange andre punkter, der er en eftertanke værd.

Laxness gør læseren opmærksom på, at lige siden vores land blev bebygget, har vi haft adgang til større nationalstater end vor egen, og at vi har nydt godt af det, som han så fint kalder for „heimagangsréttur“, hvilket direkte oversat ville være „retten til at være hjemmevant“. En hjemmevant er en person der frit kan besøge en andens hjem og lade som om hun er hjemme. Norge var det første land hvor vi nød den hjemmevantes privilegier hvilket de islandske sagaer beskriver på forskellig vis; nogle gange blev vi godt modtaget, andre gange var vi knapt så velkomne. Det var poeterne der fik de bedste modtagelser – især i de bedre kredse.

Den dag i dag bliver islandske digtere og forfattere godt modtaget overalt i Norden hvor mange af deres bøger bliver udgivet. Jeg tør ikke gisne om hvorvidt dronninger og konger læser disse bøger men det virker som om de bliver godt modtaget i den brede befolkning.

Laxness skriver faktisk i førnævnt artikel: „Hvis vi ikke var det store sagafolk, et hjemsted for litteratur og historie, hvordan ville vi ellers gøre os fortjent til andre nationers anerkendelse? Vi har aldrig udmærket os for andet end litteraturen og hvis det ikke var netop for den, ville vi ikke tælle blandt andre folkeslag.“

Det er barske udtalelser fra Nobeldigteren men det kan ikke overraske nogen, at de stadigvæk giver os stof til eftertanke.

Men lad os vende tilbage til den hjemmevantes ret, dette smukke udtryk for vores forhold til de nordiske broderfolk. Det har altid været nødvendigt for islændinge, ikke mindst de studerende, at have fri adgang til uddannelse i mere varierede samfund og mulighed for at arbejde uden for landets grænser. Det har vi altid været klare over.

Men Laxness går endda så langt at sige at dette ligefrem er en bydende nødvendighed hvis vi skal kunne hamle op imod det barbari, der altid står på lur hos en lille og isoleret nation i et hårdt land, for nu at bruge hans udtryk. Og Jón Helgason går endnu videre når han skriver: „Stærke kræfter som ingen kan styre er delvis ansvarlige for, at et islandsk menneske har svært ved at opnå fuld modenhed på sin hjemegn“. Med fuld modenhed tænker han formentlig på at få den uddannelse der gør et menneske ligeværdigt med uddannede mennesker andre steder i verden. Det er ganske godt udtrykt.

Laxness reflekterer over hvad der måtte vente os hvis danskerne nu blev så vrede og kede af løsrivelsen, hvilket de selvfølgelig blev, at de valgte afskrive os for bestandigt. Han spørger om nordmænd og svenskere så vil overtage os og tilbyde os den hjemmevantes ret, og om vi så vil sejle til disse lande med samme begejstring!

Men digterens bekymringer blev heldigvis gjort til skamme.

Danskerne tilgav os efterhånden som tiden gik, og vi fortsatte vores rejser til Danmark for at studere og arbejde. Og vi fik endda Norge, Sverige og Finland med på købet!

De nordiske folk står skulder ved skulder når det behøves, vi støtter hinanden i en svær tid, men ikke kun i en svær tid. Det må vi ikke glemme. Vi står også sammen når der er noget at glæde sig over.

Men så kommer vi til sproget. Det er værdifuldt at beherske sprog der deles af cirka 18 millioner mennesker. Det er ikke ringe. Det ville selvfølgelig være mere praktisk at lære sig kinesisk eller mandarin der tales af væsentligt flere jordboer. Men vi har valgt at lære os dansk og vi undgår at tilegne os en perfekt dansk udtale i håb om at også de øvrige nordiske folk kan forstå hvad vi siger. Eller så lærer vi os svensk eller norsk hvis det kan lade sig gøre. Vi kan blive ganske overrasket over at blive forstået og andre gange over at vi ikke bliver forstået.

Sproget lukker døre op for os. Og vi bør holde disse døre åbne.

Sprogkundskaber er værdifulde og ethvert sprog er en nøgle til en selvstændig kultur. Ved at tilegne os blot ét fremmedsprog får vi dermed et indblik i en kultur der deles af alle folk i Norden. Det er ikke mindst værdifuldt nu når uddannelserne bliver dyrere. Sprogkundskaber hjælper de svage til at få sig en uddannelse de ellers ikke ville have adgang til eller til at videreuddanne sig, sproget gør det muligt for nordboer at arbejde og rejse frit i hele Norden.

Inden for de senere år har stadig flere islændinge valgt at søge arbejde i de andre nordiske lande. Vi ved at ikke alle vender hjem igen. Nogle vælger at blive boende. Og vi må se i øjnene at de trives ganske godt i vores nordiske nabolande. De har temmelig nemt ved at få fodfæste, de føler sig som regel velkomne og det er værdifuldt. De må godt nok gøre sig umage med de indfødtes sprog, især hvis det ligger dybt begravet men fundamentet er der et sted.

Og det bringer mig til fundamentet.

De nordiske undervisningsministre vedtog Deklarationen om nordisk sprogpolitik i 2006. Ved denne lejlighed erklærede ministrene, at deklarationen skulle udgøre grundlaget for en samlet, langsigtet og effektiv sprogpolitisk indsats. At hensigten var at fortsætte arbejdet med at realisere de langsigtede og ganske detaljerede sprogpolitiske mål, der fremgår af deklarationen. Deklarationen er ikke juridisk bindende men en hensigtserklæring der er værd at tage til efterretning.

Nordisk sprogpolitik bygger på at de samfundsbærende sprog er komplette, og at de fortsat bør være det – og at det nordiske samarbejde fortsat skal foregå på henholdsvis dansk, norsk og svensk.

En nordisk sprogpolitik bør derfor tilstræbe; at alle nordboere kan læse og skrive det eller de sprog, som fungerer som samfundsbærende i det område, hvor de bor; at alle nordboere har grundlæggende kundskaber om sproglige rettigheder i Norden og om sprogsituationen i Norden; at alle nordboere har meget gode kundskaber i mindst et sprog med international rækkevidde og gode kundskaber i yderligere et fremmedsprog, og at alle nordboere har almene kundskaber om, hvad sproget er, og hvordan det fungerer. I deklarationen nævner man fire områder som man vil arbejde med i nordisk sammenhæng: Sprogforståelse og sprogkundskab, parallelsproglighed, flersproglighed og Norden som en sproglig foregangsregion.

I 2010 startede en nordisk sprogkampagne for at styrke undervisningen af de skandinaviske sprog; dansk, norsk og svensk i de nordiske lande. Projektet varer hele året ud og målgruppen er børn og unge. Projektets mål er også at fremme deklarationens mål.

Det primære formål er at styrke børn og unges forståelse af dansk, norsk og svensk og bidrage dermed til nordisk sprogforståelse. Der lægges hovedvægt på at skabe og støtte projekter hvor de førnævnte sprog anvendes via nye medier og kommunikationsformer der taler til børn og unge. Projekterne skal have tydelige formål og motivere til nordisk sprogforståelse.

Den nordiske sprogkampagne skal synliggøre nordiske sprog og kultur, og opfordre unge i Norden til at kommunikere med deres jævnaldrende i de nordiske nabolande via kommunikationsplatforme som de selv vælger.

Projektets leder er til stede her i dag så jeg vil lade være med at gå nærmere i detaljer men ønsker blot at udtrykke mit håb om at projektet bliver en klar succes.

Jeg har også forventninger om at sprogkampagnens islandske projekter vil formå at motivere ungdommen til at praktisere de skandinaviske sprog.

Men her i landet taler vi islandsk, og dansk er det andet fremmedsprog som islandske børn lærer i skolen. Dansk er et obligatorisk fag, både i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Derfor anser jeg at vores stilling er ganske stærk. Vi oversætter en del nordisk litteratur. Det gør vi fordi vi ser det som vores pligt at interessere os for nabolandenes litteratur og gøre den tilgængelig på islandsk for vores landsmænd. Derimod beklager jeg at importen af skandinaviske bøger er på retur. Er der virkelig ikke nogen der læser dem mere? Det gælder faktisk al udenlandsk litteratur, at importen er gået tilbage. Men det er mest iøjnefaldende med skandinaviske bøger, vi ser dem knapt mere og det er værd at fundere over.

Inden for de seneste måneder har jeg kunnet notere en voksende bekymring blandt fremmedsprogslærerne her i landet. Der hentyder jeg til dansklærerne og dem, der underviser et såkaldt tredjesprog, det vil sige tysk, fransk og spansk. Tidligere i vinters arbejdede ministeriet en del med en undersøgelse foretaget blandt fremmedsprogslærerne. Den viste tydeligt, at lærerne er dybt bekymrede for fremmedsprogsundervisningens stilling, især på ungdomsuddannelserne.

Ifølge en ny lov om ungdomsuddannelserne er der tale om tre kernefag; islandsk, engelsk og matematik. Læseplanerne er nu under udarbejdelse mens et udkast til den centrale læseplan er blevet offentliggjort. I øjeblikket funderer jeg over om man på nogen måde kan styrke sprogenes stilling i læseplanen.

Nogle sproglærere påstår at undervisningen på ungdomsuddannelserne er truet, og at skolerne vil vælge at indføre nye fag på bekostning af fremmedsprogsundervisningen. Hverken de data vi har modtaget fra skolerne eller de enkelte fagbeskrivelser understøtter denne frygt.

Jeg vil dog gerne udtrykke min holdning om at jeg finder det nødvendigt at islændingene lærer flere end et fremmedsprog og pointere at jeg ingen planer har om at skære deres antal ned, hverken dansk eller andre sprog, i den udstrækning jeg har mulighed for at påvirke forholdene.

I Deklarationen om nordisk sprogpolitik står der, som jeg var inde på tidligere, at alle nordboere skal have meget gode kundskaber i mindst et sprog med international rækkevidde og gode kundskaber i yderligere et fremmedsprog. Jeg anser ikke at dette er tilstrækkeligt her i Island. Jeg anser ikke at det er nok med engelsk og enten dansk, norsk eller svensk.

Vi islændinge elsker at rejse og det kræver sprogkundskaber. I flere end et eller to fremmedsprog. Men i hvilke sprog er det svært at give et entydigt svar på.

Jeg fortsætter gerne denne sprogdiskussion fordi at jeg mener at det at være en nation er tæt forbundet med sprogfærdigheder. Vi har brug for hinanden, vi har brug for at tale sammen og derfor har vi brug for sprog.