Skolen som en mobiliserende kraft i samfundet

Skolen skal være en mobiliserende kraft i samfundet. Derfor blev den grundlagt, den islandske folkeskole som så dagens lys og udviklede sig i en tid af sociale og politiske omvæltninger. Folkeskolen var et nødvendigt led i den fornyelse af økonomi, sociale strukturer og ideologi som vi kalder modernisering. Omstillingen i Island skete selvfølgelig parallelt med lignende ændringer i det øvrige Norden og andre nabolande, - det var jo derfra vi hentede forbilleder, idéer og inspiration.

De som stod i spidsen for at folkeskolen blev grundlagt og udbygget havde rent faktisk en forventning om, at den nye institution ville blive en politisk og social mobiliserende kraft i et nyt samfund. Målet med den nye folkeskole var ikke blot at orientere om en ny samfundsmodel og forestillinger om et moderne samfund, men også at borgerne fik en uddannelse således at de bedre kunne forstå det nye samfund og medvirke til at udforme og udbygge det videre.

Folkeskolen skulle sprede ny viden og nye kompetencer for at gøre det nemmere for folk at tage del i den moderniseringsproces og den samfundsomvæltning, der allerede var i gang.

Folkeskolen var baseret på idéer fra skolen i middelalderen, det vil sige forestillinger i det gamle uddannelsessystem om at almen uddannelse var en forudsætning for at mænd (underforstået overklassen) skulle kunne medvirke aktivt i styringen af samfundet. Idéerne i det moderne samfund derimod forudsatte almene menneskerettigheder, øget demokrati og at hele folket var med til at udbygge og styre samfundet. Den ny institution, folkeskolen, regnede således ikke kun med at uddannelse for det moderne samfund byggede på ny viden men også nye kompetencer, der var knyttet til demokrati og ligestilling, sundhed og etik. Den moderne folkeskole skulle give alle lejlighed til at uddanne sig og medvirke.

Sådan lød grundtemaet i den islandske skoledebat, der udspillede sig fra slutningen af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet. De første folkeskoler blev grundlagt i tæt bebyggede områder men i det 20. århundrede dukkede flere skoler op i hele landet. Som tidligere nævnt blev de praktiske forbilleder primært hentet i Skandinavien og Storbritannien hvor man allerede var i gang med at modernisere uddannelsessystemet.

Lov om almen uddannelse blev indført i Island i 1908 men først da landet fik politisk og økonomisk selvstændighed blev en lov om skolesystemet indført i 1946. Udviklingen af uddannelseslovgivningen og skoledriften igennem hele det 20. århundrede fokuserede på den almene uddannelse som et fundament for borgernes deltagelse i samfund, kultur og arbejdsliv.

Folkeskolen tog store spring fremad under 1900-tallet. Forudsætningerne for skoledriften, sådan som de kommer til politisk udtryk i lovgivning, læreplaner og udredninger, forblev dog de samme som før: Demokrati og menneskerettigheder, sundhed og ligestilling. Disse grundelementer i uddannelse og skolens arbejde har dog manifesteret sig forskelligt til enhver tid og udviklet sig i trit med samfundsmæssige ændringer og ny viden. Forestillinger om demokrati og ligestilling har ændret sig, og det samme gælder vore idéer om uddannelse, viden og kompetencer.

I den forbindelse kan jeg nævne kravet om en stadig udvidelse af ligestillingsbegrebet; i skolen men også i samfundet som helhed. Et andet eksempel er teorier om betydningen af kreativ indlæring hvor indlæringen ikke begrænses til at inhalere vedtagne videnselementer og huske dem udenad. I stedet bør man søge en viden, der ikke er forudsigelig, og skabe både viden og holdninger, der er meningsfulde for eleven.

I den centrale læreplan i Island fra 2008 understreges blandt andet, at skolens fag ikke er et mål i sig selv men snarere et hjælpemiddel til at bidrage til en meningsfuld indlæring for alle elever hvorved man samtidigt opfylder målsætningen for skolearbejdet. Den centrale læreplan placerer eleven i centrum med lyset rettet mod selve indlæringen snarere end enkelte fag og undervisningsmidler.

Nordisk samarbejde

Det, vi nu diskuterer, er „en ny nordisk skole“. De nordiske samfund har deres individuelle træk‚ men endnu vigtigere er den historie og samfundsstruktur, holdninger og værdier‚ som vi har til fælles. Jeg finder det vigtigt at støtte op om nordisk samarbejde. Det har altid spillet en stor rolle i islandsk uddannelsespolitik.

Vi i Norden deler de samme idealer om menneskerettigheder og fred, velfærd og uddannelse; idealer der fører til et bæredygtigt samfund, kultur og natur. Under de vanskeligheder‚ som vi i Island måtte igennem på grund af bankernes og finanssektorens kollaps for fire år siden‚ da mærkede vi tydeligt‚ at vi kunne regne med støtte fra vore nordiske venner. Det vil vi altid nyde godt af.

De nordiske skolesystemer anses for at være blandt de bedste i verden, – de bygger også på de samme nordiske idealer‚ som jeg var inde på tidligere. Det islandske skolesystem har ikke så lang en historie‚ – det blev faktisk først grundlagt, som tidligere nævnt, da landet opnåede fuld selvstændighed i midten af forrige århundrede. Vores uddannelsessystem er dog helt igennem nordisk. Lige fra starten har det bygget på en nordisk model. Gode eksempler på uddannelse, innovation og erfaringer‚ har vi altid hentet primært fra det øvrige Norden.

Ny uddannelseslov i Island

Det islandske uddannelsessystem befinder sig i et vadested. I begyndelsen af det 21. århundrede gennemførte vi fundamentale ændringer på lovgivningen omkring hovedelementerne i islandsk uddannelsespolitik. Herunder samtlige skoletrin; alt fra børnehave til voksenuddannelse og højere uddannelse. Vi indførte også en ny lov om læreruddannelserne, og om udvikling af læremidler.

I kølvandet af det finansielle sammenbrud i 2008 har vi to vigtige grunde til at rydde op i uddannelsessystemet. For det første tvinger den økonomiske krise os til at revidere forskellige grundelementer i vores samfundsstruktur og vores kultur. Vi forsøger at analysere hvad der gik galt med den tidligere økonomi og politik, vores kultur og samfundsstruktur – for at kunne rette op på det.

For det andet forudsætter den nye uddannelseslov fra 2008‚ at den politik‚ som loven giver udtryk for‚ udføres nærmere i nye forskrifter, læseplaner og i skolens praksis. Lige siden bankernes kollaps i 2008 har man diskuteret en ny samfundsstruktur‚ samtidigt med at vi har arbejdet på en opfølgning af en ny politik‚ der omfavner hele det islandske uddannelsessystem.

I maj 2011 udstedte undervisnings- og kulturministeriet nye centrale læreplaner for børnehaver, grundskole og ungdomsuddannelserne (herunder erhvervsuddannelserne). Læreplanerne for henholdsvis børnehave, grundskole og ungdomsuddannelserne har et fælles indledende kapitel der definerer læreplanernes rolle, uddannelsens grundelementer, lærernes faglighed og evaluering af skoler.

I skoleåret 2011-2012 trådte de nye centrale læreplaner i kraft sammen med en ny forskrift om lærernes uddannelse. Udgangspunktet er‚ at uddannelse af børnehavelærere, grundskolelærere og lærere på ungdomsuddannelserne skal afsluttes med en magistergrad.

Læreplanerne bliver implementeret i løbet af tre år. De danner rammen om skolens arbejde på de tre førnævnte skoletrin‚ og er vejledende når det gælder arbejdets rolle og mål. Læreplanerne er baseret på et helhedssyn, og uddyber den uddannelsespolitik‚ som loven er et udtryk for, og som blev vedtaget i Altinget i 2008.

Ministeriet følger op på de centrale læreplaner på forskellig vis, blandt andet med en informationsindsats, ved at udgive temahæfter om den nye uddannelsespolitik, ved at udforme studieevaluering i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, med pædagogiske prioriteringer i børnehaven, med udviklingsarbejde på samtlige skoletrin samt efteruddannelse for lærerne.

Dialog mellem generationerne

Den nye læreplan præsenterer et nyt fokus i forhold til samfundets tilstand og det 21. århundredes udfordringer. Ungdommens værdi for samfundet understreges da det netop er i en ung alder at grundlaget dannes for det voksne liv. En af de vigtigste opgaver i det demokratiske samfund, hvad enten det er stat eller kommune, er at give børn trygge forhold og tilstrækkelige muligheder for at udvikle deres evner.

I Island har der nærmest været en tværpolitisk konsensus om denne grundlæggende opgave. Sådan bør det fortsat være hvis uddannelsessystemet skal kunne sikre lighed mellem børn, uafhængigt af forældrenes økonomi. Øget lighed er den optimale måde at skabe velstand og lykke i samfundet på, værdier som vi gerne giver videre til vores efterkommere. Derfor er det vigtigt at styrke nationens solidaritet omkring uddannelsesspørgsmål og rette blikket mod generationernes fælles ønske om en bedre verden. Der er en særlig vigtig grund til at lytte til kommende generationers stemmer - for at vi skal arbejde med og for ungdommen.

Mange af samtidens største problemer er af en sådan natur, at de vil ramme kommende generationer i højere grad end hidtil. Sociale udfordringer kan ikke ses isoleret fra økonomi og miljø. Menneskeskabte klimaændringer, øget anvendelse af naturens ressourcer samt uholdbart forbrug og livstil er nogle af de problemer, som kommende generationer arver i et urimeligt omfang når de en dag overtager roret. Vi er nødt til at se disse overtræk i øjnene og forebygge frås.

Nye læreplaner skal blandt andet ruste kommende generationer til at møde de store udfordringer der venter forude. Øget vægt på kritisk tænkning og demokrati i alt skolearbejde vil skabe aktive og kompetente deltagere i et ligestillet og demokratisk samfund. Uddannelse for bæredygtig udvikling vil udvikle individets evne til at tage højde for samspillet mellem miljø, økonomi, samfund og velfærd - og vægte dem lige højt når beslutninger skal træffes. Der er også god grund til i højere grad at inddrage etiske dilemmaer i både indlæring og undervisning.

Når vi træffer beslutninger er det vigtigt at tage hensyn til de generationer, der skal arve landet, hvis vi ønsker at være stolte af det samfund, som vi overdrager til dem. Frem for alt må vi give os tid til at lytte til ungdommen. På den måde kan vi forny folkeskolen som en mobiliserende kraft i samfundet.

Seks grundelementer i de nye centrale læreplaner

I de nye centrale læreplaner for børnehave, grundskole og ungdomsuddannelserne‚ defineres seks grundelementer i uddannelsen‚ der forankres på forskellig vis; i lovene om de forskellige skoletrin samt internationale aftaler, herunder FN's Børnekonvention, UNESCOs strategi om uddannelse for bæredygtig udvikling og Europarådets konventioner om demokrati og menneskerettigheder.

Læreplanernes seks grundelementer bygger til en vis grad på traditionelle idealer, der har været indbygget i folkeskolens arbejde helt fra begyndelsen. Det seks grundelementer skal styrke folkeskolen i rollen som en mobiliserende kraft og påvirkningsfaktor i et samfund under hurtig forandring.

De nye grundelementer handler om at kunne læse samfundet, kulturen, miljøet og naturen, – men også om fremtidsvisioner, evnen og viljen til at påvirke og deltage i samfundet; at værne om, ændre og udvikle samfundet. Grundelementerne skal fremhæve hovedtrækkene i landets uddannelsespolitik og skabe en større kontinuitet i hele skolearbejdet, alt fra børnehavestart til ungdomsuddannelsernes afslutning.

Uddannelsens grundelementer er som følger:

De nye centrale læreplaner betoner en helhedsorienteret uddannelsespolitik og kontinuitet i skolesystemet. Derfor defineres uddannelsens grundelementer i et fælles indledningskapitel for de tre centrale læreplaner for henholdsvis børnehave, grundskole og ungdomsuddannelserne. Læreplanerne gælder for alle fagområder i børnehaven, alle fag i grundskolen og de enkelte ungdomsuddannelser (herunder erhvervsuddannelserne). Læreplanerne er et kompas for uddannelsen generelt‚ for praksis samt de lovbundne prioriteringer i skolens arbejde.

Børnehavens centrale læreplan

Børnehaven defineres som det første trin i det islandske uddannelsessystem. Den centrale læreplan for børnehaven lægger særlig vægt på demokrati og ligestilling‚ hvor børnene anses for at være aktive deltagere i børnehavens samfund. Børnene skal have lejlighed til at deltage i demokratiske beslutninger der vedrører børnehavens arbejde. Børnehaven er samtidigt et vigtigt forum for at udligne børns opvækstvilkår. Der lægges vægt på at give børnehavens lærere og ledere et spillerum til at udvikle børnehavens faglige og kreative arbejde i et samarbejde med forældre og lokalsamfund.

Børnehavens fagområder er som følger:

Grundskolens centrale læreplan
Grundskolen spænder 10 år; fra seks års alderen til 16 år‚ og den har den særstilling‚ at der er skolepligt ifølge loven. Skolepligten skal sikre‚ at alle har lige muligheder for at forberede sig for en aktiv deltagelse i et demokratisk vidensamfund.

Grundskolens centrale læreplan opdeler de lovpligtige fag på følgende fagområder:

Fremmedsprog, kunstneriske og praktiske fag, naturfag, skoleidræt, samfundsfag og informationsteknologi. Derudover defineres skolens timer til fri disposition. Blandt eleverne i 8.–10. klasse udgør valgfrie fag cirka en femtedel af skemaet.

En ligevægt forudsættes mellem boglige, praktiske og kunstneriske fag. Et nyt vejledende skema giver skolerne et større spillerum til selv at tilrettelægge skolearbejdet. Ministeriet har offentliggjort den generelle del af grundskolens centrale læreplan og nu arbejdes der på de dele‚ der vedrører de enkelte fag. Det forventes at disse udgives inden slutningen af indeværende skoleår.

I grundskolen skal elevernes kompetence evalueres inden for hvert enkelt fagområde. Dette gælder de boglige såvel som de praktiske og kunstneriske fag.

Den centrale læreplan introducerer nye metoder i evaluering og en ny evalueringsskala med fire trin‚ A til D. Skalaen bliver indført samtidigt med at de dele af læreplanen‚ der omfatter de enkelte fag‚ foreligger.

Central læreplan for ungdomsuddannelserne

Den nye lov om ungdomsuddannelserne indebærer en udvidelse af undervisningspligten i Island‚ således at den nu når helt op til 18 års alderen. Dette indebærer‚ at samtlige elever i alderen 16-18 år‚ som ønsker en uddannelse‚ har ret til at blive optaget på en ungdomsuddannelse. Denne ændring kræver øget mangfoldighed hvis man skal sikre‚ at alle finder en passende uddannelse.

Den nye centrale læreplan for ungdomsuddannelserne omhandler blandt andet indhold og tilrettelæggelse af indlæring og undervisning på de boglige, kunstneriske og praktiske uddannelser.

I læreplanen deles alle ungdomsuddannelser op i fire kompetencetrin, i henhold til en national kvalifikationsramme‚ der overlapper henholdsvis grundskolestadiet og det højere uddannelsestrin.

Udarbejdelsen af læseplaner uddelegeres nu i højere grad til de enkelte uddannelsesinstitutioner. De får nu til opgave at foreslå indholdet af uddannelserne, tilrettelægge undervisning, indlæring og praktikophold samt skolearbejdets sammenhæng og indhold i enighed med de seks grundelementer. Den enkelte ungdomsuddannelsesinstitution får således et øget mandat til at sammensætte uddannelser med udgangspunkt i sin egen profil, elevernes interesser, samt lokalsamfundets og erhvervslivets behov.

Til sidst

Dette indblik i de aktuelle uddannelsesforhold i Island viser‚ at vi har mange jern i ilden, og at vi står overfor store udfordringer når vi udformer en uddannelsespolitik og implementerer ændringer på samtlige områder inden for uddannelsessystemet.

De centrale læreplaner er et udtryk for en radikal skolepolitik fra ministeriets side, hvor man også forbereder udgivelsen af temahæfter om grundelementerne i den nye skolepolitik og nye prioriteringer omkring undervisningsmetoder og uddannelsesevaluering. Der er også behov for at forny varierede undervisningsmaterialer og styrke udviklingsarbejdet i skolerne.

Vi er fuldt ud klare over at det er en kompliceret opgave at udvikle skolesystemet. Tekstændringer i love og læreplaner medfører i sig selv ikke ændringer i skolens arbejde. Der er brug for nye idéer og målrettet fokus i lærernes og skoleledernes arbejde. Skolernes muligheder for at blive en reel mobiliserende faktor i samfundet afhænger først og fremmest af lærernes arbejdsindsats, faglighed, engagement og kreativitet.

Undervisnings- og kulturministeriet har samarbejdet aktivt med de islandske lærerorganisationer under hele forløbet, – lige siden den nye lov blev udarbejdet og frem til at nye forskrifter blev udstedt og nye centrale læreplaner blev udviklet. Lærerorganisationerne og ministeriet har også samarbejdet med Kommunernes Landsforbund og universiteterne om at udvikle ambitiøse tilbud om efteruddannelse til lærere på samtlige skoletrin. Vi værdsætter højt de indspil og den faglige indsigt‚ som lærerorganisationernes har bidraget med i dette vigtige arbejde.

De nye centrale læreplaner forpligter alle skoler til at revidere lokale læseplaner i lyset af nye prioriteringer. Vi tilstræber også et godt samarbejde med kommunerne om udviklingsarbejde i skolerne. Ministeriet stimulerer produktion af læremidler på traditionelle såvel som nye fagområder. Man er også i gang med at kanalisere støtte fra Udviklingsfonden for Læremidler og Udviklings- og innovationspuljen til projekter‚ der styrker udviklingsarbejde i de nye centrale læreplaners ånd.

Folkeskolen skal være en aktiv mobiliserende kraft i samfundet. Nu i begyndelsen af et nyt årtusind, i kølvandet på økonomiske trængsler hvor vi står overfor globale udfordringer er det vigtigere end nogen sinde at den islandske folkeskole og skolesystemet i sin helhed bidrager med nye perspektiver, frodigt miljø og kreative initiativer. Samtidigt er det vigtigt at skolesystemet værner om kulturarven og de grundværdier som vores samfund bygger på.

Vi er glade for at konferencen „Ny Nordisk Skole“ her i København giver os lejlighed til at udveksle synspunkter og fange nye idéer om vores store opgave.