Innlegg utanríkisráðherra í umræðuna um fjárlög á 47. þingi Norðurlandaráðs (á dönsku)
13. nóvember 1995
Halldór Ásgrímsson, utanríkisráðherra og samstarfsráðherra Norðurlanda
Innlegg í umræðuna um fjárlög á 47. þingi Norðurlandaráðs
Innlegg í umræðuna um fjárlög á 47. þingi Norðurlandaráðs
Jeg vil begynde med at takke for den deltagelse, som de nordiske lande har vist os i Island i forbindelse med lavineulykken i Flateyri. Ved tragiske begivenheder som denne betyder følelsen af fællesskab og venskab meget. Allerede efter den lavine der faldt i Súðavík i
begyndelsen af året blev der etableret et forskningssamarbejde mellem de meteorologiske institutter i Norge og Island om udformningen af en model hvorpå man kan bygge lavineprognoser. Dette projekt bekostes af indeværende års ministerrådsreserve. En
fortsættelse af projektet er planlagt de næste to år. Dette er et vigtigt forskningsprojekt, som vi har håb om at kunne anvende som grundlag for værn mod laviner i fremtiden, og for den genopbygning vi står overfor.
I tiden ligger forskellige internationale organisationer under for en udbredt kritik både fra dem, der har sit virke indenfor disse fora, og fra befolkningerne; det ser vi indenfor både FN, Europaparlamentet, EU og ikke mindst indenfor Nordisk Råd. Vi, der har arbejdet længe
indenfor rammerne af sådanne organisationer, kan nemt komme i defensiven, påpege det positive man har opnået og vende det døve øre til al kritik. Og alle disse organisationer har det fælles at de positive sider er utallige. Heldigvis har Nordisk Råd dog reageret ved at tage
samarbejdets form og indhold op til en gennemgribende nyvurdering. Man har sagt at Nordisk Råd, som de fleste andre i fyrrerne, skal på afmagringskur, men efter min mening skal det snarere styrkes på krop og sjæl - vi skal ikke formindske omfanget, men gøre det
mere kraftfuldt og tiltrækkende.
Som I alle ved, så står vi netop nu midt i denne reformproces, og der behøver jeg ikke nævne andet end den vurdering af nordiske institutioner som vi har ladet foretage, og som jeg er overbevist om bliver en gavnlig vejviser hen mod et mere politisk relevant samarbejde. Og hensigten er ikke, at institutionsvurderingen skal medføre en indskrænkning af nordisk samarbejde, men at vi får mere ud af de ressourcer vi lægger i samarbejdet, og at vi får spillerum til bedre at varetage de opgaver, der har relevans for nordiske borgere.
Hovedsagen er, at vi ikke taber vores vigtigste pligt af syne, nemlig at opbygge et samarbejde der er i overensstemmelse med vore politiske mål, er fleksibelt og til gavn for medborgerne i de nordiske lande. Derfor lægger jeg vægt på, at vi målbevidst følger arbejdsgruppens forslag op, og jeg vil specielt påpege at det, at man i højere grad end før kræver betaling for udførte
tjenester, klart kan vise om der er tale om reel efterspørgsel. Man må i hvert enkelt tilfælde tage stilling til, om det er rigtigt at bruge det nordiske budget til at bekoste nordiske institutioner hvis rolle det først og fremmest er at være kontaktled mellem forskere ved universiteter eller forskningsinstitutter i Norden. Hvis disse institutioner ikke er parat til selv at bekoste et sådant forskningssamarbejde eller forøge sin andel i omkostningerne betragteligt, så synes jeg der er grund til en vis tvivl med hensyn til projektets gavnlighed. Det er blot et spørgsmål om prioriteringer.
Som budgettet for 1996 fremstår, er det noget lavere end budgettet for 1995, og det har nødvendiggjort en nedskæring. Men det er en nedskæring som vi kan leve med. Videre nedskæring ville derimod være yderst uheldig, da den ville indebære et budskab til
befolkningen om, at vi prioriterede nordisk samarbejde lavere end vi reelt gør, og mange vigtige opgaver venter på at blive løst. Forudsætningerne ændres derimod, hvis dele af den virksomhed der nu bekostes af Nordisk ministerråd, blev flyttet fra det nordiske budget og bekostet af f.eks. NIB, de nationale myndigheder, kommuner, universiteter eller andre. Det betyder meget, at vi ikke binder hele budgettet i lange projekter og den daglige drift af institutionerne. Vi må have ubundne midler til rådighed for at kunne gribe de sager an, der er aktuelle til hver en tid.
Den debat der nu føres om udenrigspolitik ved Nordisk råds sessoner, skal følges op, hvis hensigten med den skal nås. Jeg ville gerne se det ske på den måde, at udenrigsministrene mødtes med præsidiet eller det nye Europaudvalg mellem Nordisk råds sessioner. Den
kendsgerning at udenrigsministrene ikke mødes som ministerråd ville på ingen måde være nogen hindring for sådanne møder med Nordisk råd. Hensigten med dem ville først og fremmest være at formidle oplysninger begge veje og diskutere politiske målsætninger.
Et af de problemer som landenes udenrigsministre, og for den sags skyld også statsministrene og samarbejdsministrene, har diskuteret det forløbne år er nødvendigheden af at opretholde nordisk samarbejde i internationale fora, naturligvis indenfor de grænser som andre
internationale forpligtelser sætter landene. Både statsministrene og udenrigsministrene gav i den forbindelse udtryk for en afgjort vilje til at landene havde samråd og samarbejde indenfor de førnævnte grænser, og havde da specielt de Forenede Nationer i tankerne. På trods af dette er der nogen brist i det nordiske samarbejde indenfor FN. Kvindekonferencen i Bejing er et eksempel herpå, og desværre ikke det eneste.
Jeg har taget initiativ til at de nordiske lande foretager en fælles opfølgning af Bejing konferencen, og har derfor inviteret til symposium i Island nu i slutningen af november for at forberede implementeringen i vore lande af det program der blev vedtaget i Bejing. De
baltiske landes repræsentanter er også inviteret til at sende deltagere til dette symposium. For Island, der ikke råder over de samme ressourcer i udenrigstjenesten som de større lande, er nordisk samarbejde i internationale fora særlig vigtigt. Det er mit håb at det brev som Marianne Jelved, ordfører for samarbejdsministrene, i oktober sendte udenrigsministrene med ønsket om at der i landenes regeringer redegøres for udenrigsministrenes holdning, fører til et positivt resultat. Man kunne også undersøge, om landenes udenrigsministre burde fremlægge en årlig rapport for Nordisk Råd om nordisk samarbejde i internationale fora.
Som medlem af Nordisk Råds islandske delegation tog jeg i 1992 et initiativ der medførte, at Nordisk råd besluttede at afholde en international parlamentarisk konference om Arktis/Arktisk konference og at henstille til ministerrådet at tage initiativ til et heldækkende
arktisk samarbejde på regeringsniveau. Konferencen blev så afholdt i Reykjavík i 1993 og nu foreligger der på denne session et ministerrådsforslag om arktisk samarbejde. Som det fremgår af forslaget, blev der ikke tid til at behandle alle de aspekter, man kunne have
ønsket, men hvad der er vigtigt nu er, at vi har har tilkendegivet en fælles politisk vilje til at lægge større vægt på de sager, der er hovedsagen for beboerne af de nordlige områder både indenfor miljø og beskæftigelse. Det er hensigten at fortsætte med at forme samarbejdet de næste år. Jeg lægger vægt på at Arktis og de øvrige nordlige regioner ikke må falde i skyggen
af samarbejdet med Europa og nærområderne. Det er noget af en kilde til bekymring at etableringen af Arktisk råd endnu ikke er i havn, men denne tvivl må ikke medføre en forsinkelse af vedtagelsen af ministerrådsforslaget om arktisk samarbejde.
Til slut vil jeg minde om at vi, i fortsættelse af at der med de sidste ændringer af Helsingforsaftalen blev indarbejdet en yderst vigtigt bestemmelse om ligebehandling af nordboer, er nødt til at nå frem til en beslutning om hvordan nordiske medborgere der mener
sig udsat for diskriminering, kan fremlægge sine klagemål. Dette er en sag som jeg har i sinde at følge op i løbet af det næste år.