Ræða ráðherra um utanríkismál á 47. þingi Norðurlandaráðs (á dönsku)
13. nóvember 1995
Halldór Ásgrímsson, utanríkisráðherra og samstasrfsráðherra Norðurlanda
Ræða um utanríkismál á 47. þingi Norðurlandaráðs
í Kuopio
Ræða um utanríkismál á 47. þingi Norðurlandaráðs
í Kuopio
Fru præsident! Det er ikke mange år siden, man mente det var upassende at dröfte udenrigspolitik i Nordisk Råd. I dag er situationen en helt anden. Det er nærmest umuligt at sondre mellem udenrigspolitiske og indenrigspolitiske spörgsmål. De nordiske landes udenrigspolitiske interesser har aldrig været vigtigere end nu. Vi deltager i internationalt samarbejde på alle områder og föler bedre end nogen sinde, at det, som knytter os sammen indad, knytter os lige så meget sammen udad.
Med vor kultur og vort fælles humanitære syn er de nordiske lande enige om at gå imod alle brud på de menneskelige rettigheder, som vi alt for ofte er vidne til i verden, og her tænker jeg ikke mindst nu på de forfærdelige henrettelser i Nigeria. Det samme gælder for vor opfattelse af fred, hvilket ses f.eks. gennem de nordiske landes vilje til at löse det tidligere Jugoslaviens konflikt. Norden står for kræfter, som forsöger at forene i en verden med stadige etiske konflikter, hvor den nyeste episode er mordet på statsminister Rabin i Israel.
Vi værner om miljö samt den fælles demokratiske tradition, som danner forhold, der presser de nordiske lande sammen med hensyn til internationalt samarbejde. Og sidst, men ikke mindst, er det det nordiske samarbejde, som knytter os sammen i alle internationale sammenhænge.
Selv om vi nylig har oplevet store forandringer og vor deltagelse i internationalt samarbejde er forskellig, så ville det indebære en direkte fare for alle de nordiske lande, hvis vi delte os i udenrigspolitiske spörgsmål. Derfor bör vi bruge det nordiske samarbejde, Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd til at styrke vort arbejde på det internationale plan.
Visselig er det rigtigt, at tre af de fem nordiske lande er medlem af EU, men det er ligeledes rigtigt, at tre af de fem nordiske lande er medlem af NATO. Og alle er vi på en eller anden måde tilknyttet både NACC og WEU, fora, hvor vi til trods for forskellige sikkerhedspolitiske holdninger kan varetage alle de nordiske landes interesser.
NATO har utvivlsomt haft stor indflydelse på den udvikling, som nu finder sted i Europa. Det er helt klart, at ingen anden organisation eller institution vil kunne mestre de komplicerede problemer, vi står foran i det tidligere Jugoslavien. Det har også vist sig, at problemerne kræver et tæt samarbejde mellem de europæiske lande og USA. Derfor er de transatlantiske bånd nu vigtigere end nogen sinde. Forsvarssamarbejdet over Atlanterhavet og USA's deltagelse i Europas forsvar har Ýget trygheden med hensyn til den sikkerhedspolitiske stabilitet i Europa.
Sikkerhedspolitikken drejer sig ikke bare om de traditionelle forsvarssspörgsmål. Den må også tage hensyn til menneskerettigheder, minoritetsspörgsmål, opbygning af demokratiske institutioner og til truslen fra regionale konflikter. I denne sammenhæng spiller OSCE en central rolle. Vi ser med glæde frem til Danmarks formandskab i OSCE í 1997.
Norge og Island er ikke medlem af EU. Men vi er med i EÖS og har derfor overtaget en stor del af det regelværk, som gælder i EU. Også i den sammenhæng er det nordiske samarbejde meget vigtigt for os.
De nordiske udenrigsministre har på en fornuftig og logisk måde mödt de nye forhold, som tre af landenes EU-medlemskab har medfört.
I stedet for passivt at vente på, at historiens gang gör os rådlöse, har vi målbevidst nærmet os problemerne. Vi har vedtaget en rapport om fremtidigt nordisk samarbejde i internationale fora. Den tekst danner et godt grundlag for det fremtidige samarbejde. I den forbindelse vil jeg specielt nævne samarbejdet i FN, som vi nöje må værne om. Vi må se til ikke på forhånd at udelukke fællesnordiske indlæg, når der på EU's vegne bliver fremfört fællesindlæg i FN.
Rapporten behandler også grundigt de muligheder, som findes for fælles nordiske udspil og Islands og Norges muligheder for at slå fölge med EU og aktivt deltage i debatten. Det nordiske samarbejde spille derfor en vigtig rolle i vort forhold til EU. Det udenrigspolitiske samråd i EÖS er selvsagt svært vigtigt i den forbindelse. Vi må udnytte den politiske dialog og udvide samarbejdet, så vi mest muligt kan påvirke beslutningsprocessen.
Vi ser stadig flere tegn på, at nordisk samarbejde er nödvendigt på det udenrigspolitiske plan. I den forbindelse kan nævnes östersörådet, Barentsrådet og det Arktiske Råd.
Det er vigtigt, at vi sammen med Rusland, Canada og USA resolut arbejder for at få etableret det Arktiske Råd, og at vi sammen bakker op om bærekraftig udvikling i området og om den miljöbeskyttelse, som områdets sårbare natur kræver. Man bör lægge vægt på, at rådet skal have konkrete opgaver med at samordne de forskellige projekter og processen, som allerede er i gang i det arktiske område.
Nordisk Råds virksomhed er i udvikling. For nylig er en revisionsrapport om de 47 nordiske institutioner afsluttet. Den rapport kan före til visse omlægninger og ökonomisering af virksomheden. Så vidt jeg kan forstå, skal denne ökonomisering ikke före til indskrænkninger, men benyttes til fordel for nye opgaver, som det ville være hensigtsmæssigt at löse med nordisk samarbejde. I den forbindelse er der f.eks. nok af opgaver at vælge mellem på det udenrigspolitiske plan.
Med samnordiske midler til udviklings- og humanitært arbejde kunne vi få mere ud af de midler, som i dag bliver afsat til den slags sager i de respektive nordiske lande.
Vi har brug for et tættere samarbejde mellem Ministerrådet og Nordisk Råd. De muligheder vil öges ved, at sekretariaterne slås sammen i Köbenhavn. Det er i den forbindelse også vigtigt at få regelmæssige möder mellem udenrigsministrene og de parlamentarikerkomiteer, som behandler udenrigspolitiske spörgsmål.
Det er helt klart, at udenrigspolitikken i dag bör spille en större rolle i Nordisk Råd. Nedsættelsen af nærområdeudvalget og Europaudvalget og præsidiets ændrede stilling er klare tegn på dette. Og vi har vigtige sager at beskæftige os med. Schengen-samarbejdet er ved at komme i gang, men den nordiske pasunion, som har bestået i 40 år, må bestå. At gå 40 år tilbage i tiden er et nederlag. Udenrigspolitikken, som tidligere var et skældsord i debatten under Nordisk Råds
sessioner, er i færd med at blive en hovedsag. Vi må indrömme dette og i större grad end tidligere bruge nordisk samarbejde i udenrigspolitisk hensigt. Den står for en fornyelse af det nordiske samarbejde. Vi skal nu tænke videre og udforme vore visioner frem i tiden.